Acts 5

1Men en Mand ved Navn Anaias, med Saphira hans Hustru, solgte en Eiendom 2og forbeholdt sig selv noget at Værdien med sin Hustrus Vidende og bragte en Deel deraf frem og lagde den for Apostlernes Fødder. 3Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Værdi? 4Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud. 5Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte. 6Men de unge Karle stode op og besørgede Liget og bare ham ud og begrove ham. 7Men det skete ved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var. 8Men Peter sagde til hende: siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: ja, til den Priis. 9Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig. 10Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand. 11Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over alle, som dette hørte. 12Men der skete mange Ting og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; ogde vare alle samdrægteligen i Solomos Buegang. 13Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem; dog Folket ophøiede dem. 14Men der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Kvinder, 15saa at de bare de Syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Lodbænke, paa det, naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem. 16Men selv fra de omliggende Stænder kom en Mængde til Jerusalem og bragte Syge og dem, som vare plagede af urene Aander, hvilke alle bleve helbredte. 17Men den Ypperstepræst stod op og alle de, som vare med ham (nemlig Sadducæernes Sect), og de bleve fulde af Nidkjærhed. 18Og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel. 19Men Herrens Engel oplod Fængslets Dør om Natten og førte dem ud og sagde: 20Gaaer hen og træder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket. 21Men der de havde hørt dette, gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der denYpperstepræst kom og de, som vare med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte hen til Fængslet at føre dem frem. 22Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet: og de kom tilbage og forkyndte det og sagde: 23Fængslet fandt vi tillukt med al Omhu og Vogerne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi ingen inde. 24Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være. 25Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket. 26Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede. 27Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde: 28bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os. 29Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene. 30Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge. 31Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. 32Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde. 33Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel. 34Men der opstod i Raadet en Pharisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud, 35og han sagde til dem: I isrelitiske Mænd! tager Eder vare med disse Mennesker, hvad I gjøre ved dem. 36Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være Noget, og et Antal Mænd ved fire hundrede hængte sig ved ham; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, ere adspredte og blevne til Intet. 37Efter denne opstod Judas den Galilæer, i Skattebeskrivningens Dage, og drog meget Folk efter sig. Han er og omkommen, og alle de, som fulgte ham, bleve adspredte. 38Og nu siger jeg Eder: holder Eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette værk er af Menneskene, bliver det forstyrret; 39men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader Eder dog ikke befinde som de, der endog ville stride mod Gud. 40Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare. 41Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld. 42Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.