Psalms 77

1(Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, 2jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; 3jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela. 4Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. 5Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; 6jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. 7Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, 8er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, 9har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela. 10Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. 11Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. 12Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. 13Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! 14Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, 15udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. 16Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; 17Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; 18din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; 19din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. 20Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
Copyright information for Dan