1 Kings 18

1Og det skete mange Dage derefter, at  Herrens Ord skete til Elias i det tredje Aar og sagde: Gak, lad dig se for Akab, saa vil jeg give Regn paa Jorderige. 2Elias gik for at lade sig se for Akab. Og Hungeren var svar i Samaria. 3Og Akab havde kaldet ad Obadias, som var Hovmester; (men Obadias frygtede  Herren saare; 4thi det skete, der Jesabel udryddede  Herrens Profeter, at Obadias tog hundrede Profeter og skjulte dem, halvtredsinds tyve Mænd i hver Hule, og forsørgede dem med Brød og Vand); 5og Akab havde sagt til Obadias: Drag igennem Landet til alle Vandkilder og til alle Bække, maaske vi kunne finde Græs og beholde Hestene og Mulerne i Live, at ikke Kvæget omkommer for os. 6Og de delte Landet imellem sig for at drage igennem det; Akab drog alene paa en Vej, og Obadias drog alene paa en anden Vej. 7Men det skete, der Obadias var paa Vejen, se, da mødte Elias ham, og han kendte ham og faldt paa sit Ansigt og sagde: Er det dig, min Herre Elias? 8Han sagde til ham: Det er mig; gak, sig til din Herre: Se, Elias er her! han sagde: 9Hvad har jeg syndet, at du vil give din Tjener i Akabs Hænder, at han skal dræbe mig? 10Saavist som  Herren din Gud lever, der er intet Folk eller Rige, til hvilket min Herre jo har sendt hen, for at lede efter dig, og de sagde: Han er ikke her; og han tog en Ed af det Rige og det Folk, at man ikke havde fundet dig. 11Og du siger nu: Gak, sig din Herre: Se, Elias er her! 12Og det maatte ske, naar jeg gik fra dig, at  Herrens Aand tog dig bort, jeg ved ikke hvorhen, og jeg kom at give Akab det til Kende, og han fandt dig ikke, da slog han mig ihjel; men din Tjener frygter dog  Herren fra sin Ungdom af 13Er det ikke givet min Herre til Kende, hvad jeg gjorde, der Jesabel slog  Herrens Profeter ihjel, at jeg skjulte hundrede Mænd af  Herrens Profeter, her halvtredsindstyve og der halvtredsindstyve Mænd i en Hule, og forsørgede dem med Brød og Vand? 14Og du siger nu: Gak, sig din Herre: Se, Elias er her! og han vil slaa mig ihjel. 15Og Elias sagde: Saa vist som  Herren Zebaoth lever, for hvis Ansigt jeg staar, i Dag vil jeg lade mig se for ham. 16Da gik Obadias Akab i Møde og gav ham det til Kende, og Akab gik Elias i Møde. 17Og det skete, der Akab saa Elias, da sagde Akab til ham: Er det dig, som forstyrrer Israel? 18Da sagde han: Ikke jeg har forstyrret Israel, men du og din Faders Hus, idet I forlode  Herrens Bud, og du vandrede efter Baalerne. 19Men nu sende du Bud og samle al Israel til mig til Karmels Bjerg, samt de fire Hundrede og halvtredsindstyve Baals Profeter og de fire Hundrede Astartes Profeter, som æde af Jesabels Bord. 20Saa sendte Akab hen iblandt alle Israels Børn og samlede Profeterne til Karmels Bjerg. 21Da gik Elias frem til alt Folket og sagde: Hvor længe ville I halte til begge Sider? dersom  Herren er Gud, da vandrer efter ham, men dersom Baal er det, saa vandrer efter ham! Men Folket svarede ham ikke et Ord. 22Da sagde Elias til Folket: Jeg er ene tilbage som  Herrens Profet; men Baals Profeter ere fire Hundrede og halvtredsindstyve Mænd. 23Saa lader dem give os to Okser, og de maa udvælge sig den ene Okse og hugge den i Stykker og lægge den paa Veddet, men ikke lægge Ild dertil, saa vil jeg lave den anden Okse til og lægge den paa Veddet, men ikke lægge Ild dertil. 24Saa kalder paa eders Guds Navn, og jeg vil kalde paa  Herrens Navn, og det skal ske: Den Gud, som svarer ved Ilden, han er Gud; og alt Folket svarede og sagde: Det Ord er godt. 25Og Elias sagde til Baals Profeter: Udvælger eder den ene Okse og laver den først til, thi I ere de mange, og kalder paa eders Guds Navn, men lægger ikke Ild dertil. 26Og de toge Oksen, som han gav dem, og lavede den til og kaldte paa Baals Navn, fra Morgenen og indtil Middagen, og sagde: O Baal! bønhør os! Men der var ingen Røst og ej heller nogen, som svarede; og de gik haltende om Alteret, som man havde opført. 27Og det skete om Middagen, da spottede Elias dem og sagde: Raaber med høj Røst, thi han er jo en Gud; thi han er vel falden i Tanker, eller er gaaet til Side. eller er paa Rejse - maaske sover han - at han kan opvaagne. 28Og de raabte med høj Røst og saarede sig, efter deres Vis med Knive og med Syle, indtil Blodet flød ned over dem. 29Og det skete, der Middagen var gaaet forbi, at de profeterede, indtil man skulde ofre Mado fferet; og der var ingen Røst og igen, som svarede, og ingen, som agtede derpaa. 30Da sagde Elias til alt Folket: Kommer hid til mig! og alt Folket, kom frem til ham, og han helede  Herrens Alter, som var nedbrudt. 31Og Elias tog tolv Stene, efter Jakobs Børns Stammers Tal, hans, til hvem  Herrens Ord var sket, sigende: Dit Navn skal være Israel. 32Og han byggede af de Stene et Alter i  Herrens Navn, og han gjorde, en Grav, saa rummelig som til to Maaders Udsæd, omkring Alteret. 33Og han lagde Veddet til Rette og huggede Oksen i Stykker og lagde den paa Veddet. 34Og han sagde: Fylder fire Krukker med Vand og øser det paa Brændofferet og paa Veddet; og han sagde: Gører det anden Gang, og de gjorde det anden Gang; og han sagde: Gører det tredje Gang, og de gjorde det tredje Gang. 35Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han fyldte ogsaa Graven med Vand. 36Og det skete, ved den Tid man ofrer Madofferet, da traadte Profeten Elias frem og sagde:  Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gerninger efter dit Ord. 37Bønhør mig,  Herre! bønhør mig, at dette Folk maa vide, at du,  Herre, du er Gud, og at du har vendt deres Hjerter tilbage. 38Da faldt  Herrens Ild ned og fortærede Brændofferet og Veddet og Stenene og Støvet og slikkede Vandet op, som var i Graven. 39Og alt Folket saa det og faldt ned paa deres Ansigt og sagde:  Herren, han er Gud!  Herren, han er Gud! 40Da sagde Elias til dem: Griber Baals Profeter, at ingen Mand undkommer af dem; og de grebe dem, og, Elias førte dem ned til Kisons Bæk og nedhuggede dem der. 41Og Elias sagde til Akab: Drag op, æd og drik; thi der høres en Susen af megen Regn. 42Og Akab drog op for at æde og at drikke; og Elias gik op paa Karmels Top og bøjede sig imod Jorden og satte sit Ansigt ned imellem sine Knæ. 43Og han sagde til sin Dreng: Kære, gak op, se ud ad Vejen til Havet; og han gik op og saa til og sagde: Der er ikke noget; og han sagde: Gak igen derhen, syv Gange. 44Og det skete den syvenele Gang, at han sagde: Se, en liden Sky stiger op fra Havet, som en Mands Haand; og han sagde: Gak op, sig til Akab: Spænd for og far ned, at Regnen ikke skal opholde dig. 45Og det skete i en Haandevending, da blev Himmelen sort af Skyer og Vejr, og der kom en stor Regn; men Akab for af Sted og drog til Jisreel. 46Og  Herrens Haand var over Elias, og han ombandt sig om sine Lænder og løb frem foran Akab, lige til Jisreel.
Copyright information for Dan1871