1 Samuel 2

1Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i  Herren, mit Horn er ophøjet i  Herren; min Mund er vidt opladt over mine Fjender, thi jeg har glædet mig i din Frelse. 2Der er ingen hellig som  Herren; thi der er ingen foruden. dig og ingen Klippe som vor Gud. 3Taler ikke saa mange Ord, saa saare høje Ting, lader ikke noget frækt udgaa af eders Mund; thi  Herren er Vidskabs Gud, skulde hans Gerninger ikke være rette 4De stærkes Bue er brudt, og de skrøbelige; ere omgjordede med Styrke. 5De mætte lade sig leje for Brød, de hungrige hungre ej mere; ja, den ufrugtbare føder syv, men hun med de mange Sønner visner hen. 6 Herren er den, som døder og gør levende, som nedfører til Dødsriget og fører op igen. 7 Herren er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer; 8han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører  Herren til, og han har sat Jorderige derpaa. 9Han skal bevare sine frommes Fødder, men ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved sin Kraft. 10De, som trætte med  Herren, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem;  Herren skal dømme Jorderiges Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøje sin salvedes Horn. 11Derefter gik Elkana til Rama til sit Hus; men Drengen tjente  Herren for Præsten Elis Ansigt. 12Og Elis Sønner vare Belials Sønner; de kendte ikke  Herren. 13Thi det var Præsternes Vis med Folket: Naar nogen Mand ofrede et Offer, da kom Præstens Dreng, naar Kødet kogte, og havde en Madkrog med tre Grene i sin Haand. 14Og han stak i Kedlen eller i Gryden eller i Panden eller i Potten; alt hvad Madkrogen drog op, det tog Præsten dermed; saaledes gjorde de mod al Israel, som kom derhen til Silo. 15Ogsaa førend de gjorde Røgoffer af Fedtet, da kom Præstens Dreng og sagde til den Mand, som ofrede: Giv mig Kød til at stege til Præsten; thi han vil ikke tage kogt Kød af dig, men raat. 16Naar Manden sagde til ham: Man skal gøre Røgoffer af Fedtet i Dag; tag dig siden, saaledes som dit Hjerte begærer; da sagde han til ham: Nu skal du dog give det, og hvis ikke, vil jeg tage det med Magt. 17Og de unge Mænds Synd var saare stor for  Herrens Ansigt; thi Mændene foragtede  Herrens Madoffer. 18Og Samuel tjente for  Herrens Ansigt og var en Dreng, iført en linnet Livkjortel. 19Og hans Moder gjorde ham en liden Overkjortel og bragte ham den op fra Aar til Aar, naar hun gik op med sin Mand til at ofre det aarlige Offer. 20Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde:  Herren give dig Sæd af denne Kvinde, i Stedet for ham, som begæredes for  Herren, og de gik til deres Sted. 21Men  Herren besøgte Hanna, at hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døtre; og Drengen Samuel blev stor hos  Herren. 22Og Eli var saare gammel, og han hørte alt det, hans Sønner gjorde mod al Israel, og at de laa hos de Kvinder, som kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør. 23Og han sagde til dem: Hvorfor gøre I disse Ting? thi jeg hører disse eders onde Handeler af alt dette Folk. 24Ikke saa, mine Sønner; thi det er ikke et godt Rygte, som jeg hører; I komme  Herrens Folk til at begaa Overtrædelse. 25Dersom en Mand synder mod en Mand, da skal Gud dømme ham; men dersom nogen synder mod  Herren, hvo skal da bede for ham? Men de hørte ikke deres Faders Røst; thi  Herren havde Villie til at slaa dem ihjel. 26Men Drengen Samuel tiltog i Alder og i Velbehagelighed, baade for  Herren saa og for Menneskene. 27Og en Guds Mand kom til Eli, og han sagde til ham: Saaledes siger  Herren: Har jeg ikke aabenbaret mig for din Faders Hus, der de vare i Ægypten i Faraos Hus 28Og jeg har udvalgt ham af alle Israels Stammer mig til en Præst, til at ofre paa mit Alter, til at røge med Røgelse, til at bære Livkjortlen for mit Ansigt, og jeg har givet din Faders Hus alle Israels Børns Ildofre. 29Hvorfor vanære I mit Slagtoffer og mit Madoffer, som jeg bød at ofre i Boligen? og du ærer dine Sønner mere end mig, idet I fede eder med det bedste af alt mit Folks Israels Madofre! 30Derfor siger  Herren, Israels Gud: Vistnok har jeg sagt: Dit Hus og din Faders Hus skulle vandre for mit Ansigt til evig Tid; men nu siger  Herren: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, som foragte mig, skulle ringeagtes. 31Se, de Dage komme, at jeg vil afhugge din og din Faders Huses Arm, at der ikke skal være en gammel i dit Hus 32Og du skal se Trængsel for Boligen i alt, hvori det skulde gaaet Israel vel; og der skal ingen gammel være i dit Hus nogen Sinde. 33Og jeg vil ikke udrydde hver Mand af dig fra mit Alter til at fortære dine Øjne og at bedrøve din Sjæl; dog skal hele dit Huses Mangfoldighed dø som Mænd. 34Og dette skal være dig et Tegn, som skal komme over dine to Sønner, over Hofni og Pinehas: Paa een Dag skulle de begge dø. 35Og jeg vil oprejse mig en trofast Præst, han skal gøre, ligesom det er i mit Hjerte og i min Sjæl; og jeg vil bygge ham et bestandigt Hus, og han skal vandre for min salvedes Ansigt alle Dage. 36Og det skal ske, hver den, som bliver tilovers i dit Hus, skal komme at nedbøje sig for ham for en Sølvpenning og for et Stykke Brød; og han skal sige: Kære, lad mig komme til een af Præstetjenesterne at æde en Mundfuld Brød.
Copyright information for Dan1871