2 Chronicles 18

Og Josafat havde Rigdom og Ære i Mangfoldighed, og han gjorde Svogerskab med Akab. Og der nogle Aar vare til Ende, drog han ned, til Akab til Samaria, og Akab lod slagte smaat Kvæg og stort Kvæg i Mangfoldighed til ham og til det Folk, som var med ham, og han; tilskyndede ham til at drage op til Ramoth i Gilead. Thi Akab, Israels Konge, sagde til Josafat, Judas Konge: Vil du drage med mig til Ramoth i Gilead? Og han sagde til ham: Jeg vil være ligesom du, og mit Folk skal være ligesom dit Folk, og vi ville være med dig i Krigen. Fremdeles sagde Josafat til Israels Konge: Kære, adspørg i Dag  Herrens Ord! Da samlede Israels Konge Profeterne, fire Hundrede, Mænd, og sagde til dem: Skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig, eller skal jeg lade være? og de sagde: Drag op, og Gud skal give den i Kongens Haand. Men Josafat sagde: Er her ikke endnu en  Herrens Profet, at vi kunne spørge ham ad? Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu en Mand, ved hvilken man kan adspørge  Herren (men jeg hader ham, fordi han spaar ikke godt over mig, men alle sine Dage ondt), det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke saa! Da kaldte Israels Konge ad en Kammertjener og sagde: Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn! Og Israels Konge. og Josafat, Judas Konge, sade hver paa sin Trone, iførte Kongedragt, og de sade paa en fri Plads foran Indgangen til Samarias Port; og alle Profeterne spaaede for deres Ansigt. 10 Og Zedekias, Ka'anas Søn havde gjort sig Jernhorn og sagde: Saa sagde  Herren: Med disse skal du stange Syrerne, indtil de aldeles udryddes 11 Og alle Profeterne spaaede saaledes og sagde: Drag op til Ramoth i Gilead og vær lykkelig, og  Herren skal give den i Kongens Haand. 12 Og Budet, som var gaaet bort for at kalde Mika, talte til ham, sigende: Se, Profeternes Ord ere som af een Mund gunstige for Kongen; kære, lad dit Ord og være som Ordet af een af dem, og tal gunstigt! 13 Da saagde Mika: Saa vist som  Herren lever, det som min Gud siger, det vil jeg tale. 14 Og han kom til Kongen, og Kongen sagde til ham: Mika, skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig, eller skal jeg lade være? Og han sagde: Drager op og værer lykkelige, og de skulle gives i eders Haand. 15 Og Kongen sagde til ham: Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du intet siger mig uden Sandheden i  Herrens Navn? 16 Da sagde han: Jeg saa al Israel adspredt paa Bjergene som Faar, der ingen Hyrde have; og  Herren sagde: Disse have ingen Herre, lad dem vende tilbage, hver til sit Hus med Fred. 17 Da sagde Israels Konge til Josafat: Har jeg ikke sagt dig: Han spaar mig ikke godt, men ondt 18 Og han sagde: Hører derfor  Herrens Ord: Jeg saa  Herren sidde paa sin Trone, og al Himmelens Hær staaende ved hans højre og ved hans venstre Side; 19 og  Herren sagde: Hvo vil overtale Akab, Israels Konge, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead Og han sagde: Den ene sagde saa, og den anden sagde saa. 20 Da gik en Aand ud og stod for  Herrens Ansigt og sagde: Jeg vil overtale ham; og  Herren sagde til ham: Hvormed? 21 Og han sagde: Jeg vil gaa ud og være en løgnagtig Aand i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham og ogsaa formaa det; gak ud og gør saaledes! 22 Og nu se,  Herren har givet en løgnagtig Aand i disse dine Profeters Mund; men  Herren har talt ondt over dig. 23 Da gik Zedekias, Kna'anas Søn frem, og slog Mika paa Kinden og sagde: Hvor er den Vej, ad hvilken  Herrens Aand er gaaet bort fra mig til at tale med dig? 24 Og Mika sagde: Se, du skal se det paa den Dag, naar du gaar ind fra et Kammer i et andet for at skjule dig. 25 Da sagde Israels Konge: Tager Mika og fører ham tilbage til Amon, Stadens Befalingsmand, og til Joas, Kongens Søn, 26 og siger: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels Vand; indtil jeg kommer tilbage med Fred. 27 Og Mika sagde: Dersom du kommer tilbage med Fred, da har  Herren, ikke talt ved mig; og han sagde: Hører, I Folk alle sammen! 28 Saa drog Israels Konge og Josafat, Judas Konge, op imod Ramoth i Gilead. 29 Og Israels Konge sagde til Josafat: Jeg vil forklæde mig og gaa i Kampen, men tag du dine egne Klæder paa; og Israels Konge forklædte sig, og de gik i Kampen. 30 Men Kongen af Syrien bød de Øverste for Vognene, som han havde, og sagde: I skulle ikke stride imod liden eller stor, uden imod Israels Konge alene. 31 Og det skete, der de Øverste for Vognene saa Josafat, da sagde de: Han er Israels Konge; og de omringede ham for at stride; men Josafat raabte, og  Herren hjalp ham, og Gud tilskyndede dem til at vende sig fra ham. 32 Og det skete, der de Øverste for Vognene saa, at det ikke var Israels Konge, da vendte de tilbage fra ham. 33 Og en Mand spændte Buen paa Lykke og Fromme og skød Israels Konge imellem Remmene og Panseret; da sagde han til Køresvenden: Vend din Haand om og før mig ud af Hæren; thi jeg er saaret. 34 Og Kampen tog til paa den samme Dag, og Israels Konge blev staaende i Vognen over for Syrerne indtil Aftenen; og han døde ved den Tid, da Solen gik ned.
Copyright information for Dan1871