2 Chronicles 20

1Og det skete derefter, at Moabs Børn og Ammons Børn og med dem nogle af Meuniterne kom imod Josafat til Krig. 2Og man kom og gav Josafat det til Kende og sagde: Der kommer en stor Hob imod dig fra hin Side Havet fra Syrien, og se, de ere i Hazezon-Thamar, det er Engedi. 3Og Josafat frygtede og vendtesit Ansigt til at søge  Herren og lod udraabe en: Faste over al Juda. 4Og Juda samlede sig for at søge Hjælp af  Herren; ogsaa af alle Judas Stæde kom de for at søge  Herren. 5Og Josafat stod i Judas og Jerusalem Forsamling, i  Herrens Hus foran den nye Forgaard, 6og han sagde  Herre, vore Fædres Gud! er du ej selv den Gud i Himmelen? ja, du er den, som regerer i alle Hedningernes Riger, og i din Haand er Kraft og Vælde, og der er ingen som kan bestaa imod dig. 7Har du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands: Indbyggere fra dit Folk Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Sæd evindelig? 8Og de have boet derudi og bygget dig en Helligdom deri for dit Navn og sagt: 9Om Ulykke kommer over os, Sværd, Straffedom eller Pest eller Hunger, skulle vi staa foran dette Hus og for dit Ansigt (thi dit Navn er i dette Hus), og raabe til dig i vor Nød, saa ville du høre og frelse! 10Nu da, se, Ammons Børn og: Moab og de fra Sejrs Bjerg, hos hvilke du ikke tilstedte Israel at drage igennem, der de kom fra Egyptens Land-thi de gik af Vejen for dem og ødelagde dem ikke 11se, disse betale os det med at komme for at udstøde os af din Ejendom, som du har ladet os indtage til Eje. 12Vor Gud! vil du ikke holde Dom over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gøre; men vore Øjne ere vendte til dig. 13Og al Juda stod for  Herrens Ansigt ogsaa deres smaa Børn, deres Hustruer og deres Sønner. 14Men over Jehasiel, en Søn af Sakaria, der var en Søn af Benaja, der var en Søn af Jejel, en Søn af Matthania, Leviten af Asafs Børn, kom  Herrens Aand midt iblandt Forsamlingen, 15og han sagde: Giver Agt, alle I af Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josafat! saa sagde  Herren til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds. 16I Morgen skulle I drage ned imod dem; se, de drage op ad Opgangen til Ziz, og I skulle fnde dem ved Enden af Dalen lige over for Jeruels Ørk. 17Det skal ikke være eders Sag at stride her, stiller eder hen, bliver staaende og ser, hvorledes  Herren frelser eder, o Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke ræddes, drager i Morgen ud imod dem, thi  Herren skal være med eder. 18Da bøjede Josafat sit Ansigt ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for  Herrens Ansigt, at nedbøje sig for  Herren. 19Og Leviterne af Kahathiternes Børn og af Koriternes Børn stode op at love  Herren, Israels Gud, med over- maade høj Røst. 20Og de stode tidligt op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josafat og sagde: Hører mig, Juda, og I, Indbyggere i Jerusalem! tror paa  Herren eders Gud, saa skulle I være sikre, tror paa hans Profeter, saa skulle I faa Lykke. 21Og han raadførte sig med Folket og beskikkede Sangere for  Herren, at de skulde love den hel- lige Majestæt, og, naar de droge ud frem for de bevæbnede, da skulde de sige: Lover  Herren, thi hans Miskundhed er evindelig. 22Og den Tid de begyndte med Frydeskrig og Lovsang, lod  Herren et Baghold komme over Ammons Børn, Moab og dem fra Sejrs Bjerg, som vare komne imod Juda, og de kæmpede med hinanden. 23Thi Ammons Børn og Moab stode imod Indbyggerne af Sejrs Bjerg for at bandlyse og ødelægge dem; og der de havde gjort Ende paa Indbyggerne af Sejr, hjalp de den ene den anden med at ødelægge hinanden. 24Der Juda var kommen til Bjerghøjden ved Ørken, da vendte de deres Ansigter over imod Hoben, og se, der laa de døde Kroppe, som vare faldne til Jorden, og der var ingen undkommen. 25Og Josafat og hans Folk kom for at røve deres Bytte, og de fandt hos dem i Mangfoldighed baade Gods hos de døde Kroppe og kosteligt Tøj, og de toge for sig, saa de ikke kunde bære det; og de røvede Bytte i tre Dage, thi der var meget. 26Og paa den fjerde Dag forsamledes de i Lovsangsdalen, thi der lovede de  Herren; derfor kaldte de samme Steds Navn Iovsangsdal indtil denne Dag. 27Siden vendte hver Mand af Juda og Jerusalem om, og Josafat fremmerst for dem, for at drage tilbage til Jerusalem med Glæde; thi  Herren havde givet dem Glæde over deres Fjender. 28Og de kom til Jerusalem med Psaltre og med Harper og med Basuner op til  Herrens Hus. 29Og Frygt for Gud kom over alle Landenes Riger, der de hørte, at  Herren havde stridt imod Israels Fjender. 30Saa fik Josafats Rige Hvile, og hans Gud skaffede ham Rolighed trindt omkring. 31Og Josafat regerede over Juda; han var fem og tredive Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fem og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Asuba, Silhis Datter. 32Og han vandrede i Asas, sin Faders, Vej og veg, ikke fra den, idet han gjorde det, som var ret for  Herrens Øjne. 33Dog bleve Højene ikke borttagne; thi Folket havde endnu ikke rettelig beredet deres Hjerte for deres Fædres Gud. 34Men det øvrige af Josafats Handeler, de første og de sidste, se, de Ting ere skrevne i Jehu, Hananis Søns, Krønike, som er indrykket i Israels Kongers Bog. 35Men derefter forbandt Josafat, Judas Konge, sig med Ahasia, Israels Konge; denne var ugudelig i sine Gerninger. 36Og han forbandt sig med ham om at udruste Skibe, som skulde fare til Tharsis, og de udrustede Skibe i Ezion-Geber. 37Men Elieser, Dodavas Søn, fra Maresa, spaaede imod Josafat og sagde: Fordi du forbandt dig med Ahasia, har  Herren sønderrevet, hvad du har for; da hleve Skibene sønderslagne, og. de formaaede ikke at fare til Tharsis.
Copyright information for Dan1871