Deuteronomy 1

1Disse ere de Ord, som Mose har talet til al Israel paa hin Side Jordan, i Ørken paa den slette Mark over for Suf, imellem, Paran og imellem Tofel og Laban og Hazeroth og Di-Sahab, 2elleve Dages Rejse fra Horeb til Seirs Bjerge, indtil Kades-Barnea. 3Og det skete i det fyrretyvende Aar, i den ellevte Maaned, pa den første Dag i Maaneden, da talede Mose til Israels Børn, efter alt det som  Herren havde budet ham til dem, 4efter at han havde slaaet Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon, og; Og, Kongen af Basan, som boede i Astharoth ved Edrei. 5Paa hin Side Jordanen i Moabiternes Land begyndte Mose at udlægge denne Lov og sagde: 6 Herren vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: I have længe nok været ved dette Bjerg. 7Vender om og rejser, og drager til Amoriternes Bjerg, og til alle deres Naboer paa den slette Mark, paa Bjergene og i Lavlandet, og i Sønden og ved Havets Strand; til Kananiternes Land og til Libanon, indtil den store Flod, den Flod Frat. 8Se, jeg har givet det Land for eders Ansigt; kommer og indtager det Land, som  Herren har tilsvoret eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob at give dem og deres Sæd efter dem. 9Da talede jeg til eder paa den samme Tid og sagde: Jeg kan ikke ene bære eder. 10 Herren eders Gud har gjort eder mangfoldige, og se, I ere i Dag som Stjernerne paa Himmelen i Mangfoldighed. 11 Herren eders Fædres Gud lægge tusinde Gange flere til eder, end I ere, og han velsigne eder, som han har sagt eder! 12Hvorledes kan jeg ene bære eders Besvær og eders Byrde og eders Trætte? 13Forskaffer mig vise og forstandige og forsøgte Mænd af eders Stammer, og jeg vil sætte dem til Høvedsmænd over eder. 14Da svarede I mig og sagde: Det er en god Ting, som du siger, at du vil gøre. 15Saa tog jeg eders Stammers Høvedsmænd, vise og forsøgte Mænd, og satte dem til Høvedsmænd over eder: Til Øverster over Tusinder og Øverster over Hundreder og Øverster over halvtredssindstyve og Øverster over ti og til Fogeder for eders Stammer. 16Og jeg bød eders Dommere paa samme Tid og sagde: Hører Sagerne imellem eders Brødre og dømmer med Retfærdighed imellem en Mand og hans Broder og imellem den fremmede hos ham. 17I skulle i Dommen ikke anse Personen, I skulle høre den mindste med den største, I skulle ikke frygte for nogen, thi Dommen hører Gud til; men den Sag, som bliver eder for svar, lader den komme frem til mig, saa vil jeg høre den. 18Da bød jeg eder paa samme Tid alt, hvad I skulle gøre. 19Saa rejste vi fra Horeb og gik igennem hele den store og forfærdelige Ørk, hvilken I saa, ad Vejen til Amoritens Bjerg, som  Herren vor Gud befalede os; og vi kom til Kades-Barnea. 20Da sagde jeg til eder: I ere komne til Amoritens Bjerg, hvilket  Herren vor Gud vil give os. 21Se,  Herren din Gud har givet det Land fór dit Ansigt; drag op, indtag det, som  Herren dine, Fædres Gud har sagt dig, frygt ikke og ræddes ikke. 22Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle bringe os Svar om, ad hvilken Vej vi skulle drage op, og om de Stæder, som vi skulle komme til. 23Og de Ord behagede mig; saa jeg tog tolv Mænd af eder, een Mand for hver Stamme. 24Og de vendte sig og droge op paa Bjerget og kom til Eskols Bæk, og de bespejdede det. 25Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de bragte os Svar og sagde: Det er et godt Land, som  Herren vor Gud har givet os. 26Men I vilde ikke drage op, og I vare genstridige mod  Herren eders Guds Mund. 27Og I knurrede i eders Telte og sagde: Fordi  Herren hader os, har han udført os af Ægyptens Land, for at give os i Amoriternes Haand til at ødelægge os. 28Hvorhen skulle vi drage op? Vore Brødre have mistrøstet vort Hjerte og sagt: Det Folk er større og højere end vi, Stæderne ere store og befæstede op imod Himmelen, dertil med have vi ogsaa set Anakiternes Børn der. 29Da sagde jeg til eder: Lader eder ikke forfærde og frygter ej for dem! 30 Herren eders Gud, som gaar foran eders Ansigt, han skal stride for eder, ganske som han gjorde med eder i Ægypten for eders Øjne, 31og i Ørken, som du har set, hvor  Herren din Gud har baaret dig, ligesom en: Mand bærer sin Søn; paa hele den Vej, som I have vandret, indtil I ere komne til dette Sted. 32Men uagtet dette Ord troede I ikke paa  Herren eders Gud, 33han, som gik for eders Ansigt paa Vejen at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde lejre eder, i en Ild om Natten, for at vise eder Vejen, som I skulde gaa paa, og i en Sky om Dagen. 34Der  Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred og svor og sagde: 35Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, se det gode Land, som jeg svor at ville give eders Fædre, 36uden Kaleb Jefunne Søn; han skal se det, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, som han har traadt paa, fordi han har fuldkommeligen efterfulgt  Herren. 37 Herren blev endog vred pa, mig for eders Skyld, og sagde: Du skal ikke heller komme derind. 38Josva, Nuns Søn, som staar for dit Ansigt, han skal komme derhen; styrk ham, thi han skal dele det til Arv iblandt Israel. 39Og eders smaa Børn, om hvilke I sagde: De skulle blive til Rov, og eders Sønner, som ikke paa denne Dag forstaa godt eller ondt, de skulle komme derind, og jeg vil give dem det, og de skulle arve det. 40Men I, vender eder og rejser til Ørken ad Vejen til det røde Hav. 41Da svarede I og sagde til mig: Vi have syndet imod  Herren, vi ville drage op og stride, ganske som  Herren vor Gud befalede os; og I bandt om eder, hver sine Krigsvaaben, og vare letsindige til at drage op paa Bjerget. 42Da sagde  Herren til mig: Sig dem, I skulle ikke drage op, og I skulle ikke stride, thi jeg er ikke midt iblandt eder; at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt. 43Der jeg sagde eder det, da vilde I ikke høre mig; og I vare genstridige imod  Herrens Mund, og formastede eder hovmodeligen og droge op paa Bjerget. 44Da droge Amoriterne, som boede paa det samme Bjerg, ud imod eder, og de forfulgte eder, saaledes som Bier gøre, og de knusede eder i Seir, lige til Horma. 45Der I kom tilbage og græd for  Herrens Ansigt, da hørte  Herren ikke paa eders Røst og bøjede ikke Øret til eder. 46Saa bleve I i Kades mange Dage, al den Tid, I bleve der.
Copyright information for Dan1871