Deuteronomy 2

1Da vendte vi os og rejste til Ørken ad Vejen til det røde Hav, som  Herren havde talet til mig, og vi droge omkring Seirs Bjerg mange Aar. 2Og  Herren talede til mig og sagde: 3I have længe nok draget omkring dette Bjerg, vender eder imod Norden, 4og byd Folket og sig: I drage nu igennem eders Brødres, Esaus Børns, Landemærke, de som bo i Seir, og de skulle frygte for eder; men I skulle tage eder vel i Vare. 5I skulle ikke befatte eder med dem i Krig; thi jeg vil ikke give eder noget af deres Land, end ikke saa meget, som en Fodsaal kan træde paa, fordi jeg har givet Esau Seirs Bjerg til Ejendom. 6I skulle købe Spise af dem for Penge og æde, og I skulle ogsaa købe Vand af dem for Penge og drikke; 7thi  Herren din Gud har velsignet dig i al din Haands Gerning; han kender dine Gange igennem denne store Ørk; i fyrretyve Aar har  Herren din Gud været med dig; dig fattedes ingen Ting 8Der vi droge fra vore Brødre Esaus Børn, sóm boede i Seir, paa Vejen til den slette Mark, fra Elath og fra Eziongeber, da vendte vi os I og gik igennem ad Vejen til Moabiternes Ørk. 9Da sagde  Herren til mig: Du skal ikke trænge Moabiterne og ikke befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af deres Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn Ar til Ejendom. 10Emiterne boede fordum derudi det var et stort og stærkt og højt Folk, som Anakiterne. 11De holdtes og for Kæmper ligesom Anakiterne, og Moabiterne kaldte dem Emiter, 12Og Horiterne boede fordum i Seir, og Esaus Børn fordreve dem og ødelagde dem for sig, og de toge, Bolig i deres Sted; ligesom Israel, gør ved sit Ejendoms Land, hvilket  Herren har givet dem. 13Gører eder nu rede og drager, over Sereds Bæk; og vi droge over Sereds Bæk. 14Men de Dage, vi have vandret fra Kades-Barnea, indtil vi kom over Bækken Sezed, vare otte og tredive Aar, indtil den hele Slægt af Krigsmænd ganske var uddød af, Lejren, saaledes som  Herren havde svoret dem. 15Tilmed var og  Herrens Haand imod dem til at udrydde dem af Lejren, indtil det fik Ende med dem. 16Og det skete, der det havde faaet Ende med alle Krigsmændene, saa de vare uddøde af Folkets Midte, 17da talede  Herren til mig og sagde: 18Du drager i Dag igennem Moabiternes Landemærke ved Ar, 19og du kommer nær frem for Ammons Børn; du skal ikke trænge dem, ej heller befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af Ammons Børns Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn det til Ejendom. 20Ogsaa det er blevet holdt for et Kæmpeland, derudi boede fordum Kæmper, og Ammoniterne kaldte dem Samsummiter. 21Det var et stort og stærkt og højt Folk som Anakiterne, men  Herren ødelagde dem for deres Ansigt, saa de fordreve dem og boede i deres Sted; 22ligesom han gjorde for Esaus Børn, som bo i Seir, for hvis Ansigt han ødelagde Horiterne, saa de fordreve dem og boede i deres Sted indtil denne Dag. 23Og Aviterne, som boede i Landsbyerne; indtil Gaza, dem ødelagde Kafthoriterne, Og, boede i deres Sted. 24Gører eder rede, rejser frem og gaar over Bækken Arnon; se, jeg har givet Sihon, den amoritiske Konge af Hesbon, og hans Land i dine Hænder; begynd, indtag det og giv dig i Kamp med ham! 25Jeg vil begynde paa denne Dag at lægge Rædsel og Frygt for dig over Folkenes Ansigt under den ganske Himmel, at de, som høre dit Rygte, skulle bæve og blive bange for dit Ansigt. 26Da sendte jeg Bud fra den Ørk Kedemoth til Sihon, Kongen af Hesbon, med fredelige Ord og lod sige: 27Jeg vil drage igennem dit Land, jeg vil blot gaa, paa Vejen, jeg vil ikke vige til den højre eller venstre Side. 28Spise skal du sælge mig for Penge, at jeg maa æde, og Vand skal du give mig for Penge, at jeg maa drikke; jeg vil ikkun gaa igennem til Fods; 29ligesom Esaus Børn gjorde imod mig; de som bo i Seir, og Moabiterne, som bo i Ar; indtil jeg kommer over Jordanen til det Land, som  Herren vor Gud giver os. 30Men Sihon, Kongen i Hesbon, vilde ikke lade os drage igennem hos sig; thi  Herren din Gud forhærdede hans Aand og gjorde hans Hjerte stift, for at give ham i dine Hænder, som man ser paa denne Dag. 31Og  Herren sagde til mig: Se, jeg har begyndt at overgive Silhon og hans Land til dig; begynd, indtag hans Land til Eje! 32Og Sihon drog ud imod os han og alt hans Folk, til Strid ved Jaza 33Men  Herren vor Gud overgav ham til os, og vi sloge ham og hans Børn og alt hans Folk. 34Og vi indtoge alle hans Stæder paa samme Tid, og vi bandlyste hver Stad, Mænd og Kvinder og smaa Børn; vi lode ingen undkommen blive tilovers, 35kun Fæet røvede vi for os og Byttet af Stæderne, som vi havde indtaget. 36Fra Aroer, som ligger ved Bredden af, Arnons Bæk, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead. var der ikke en Stad, som var os for høj;  Herren vor Gud overgav dem alle til os. 37Kun kom du ikke nær til Ammons Børns Land, til hele den Side ved Bækken Jabok og til Stæderne paa Bjerget, og alt det, som  Herren vor Gud har budet os om
Copyright information for Dan1871