Exodus 10

1Og  Herren sagde til Mose: Gak ind til Farao; thi jeg har forhærdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte for at gøre disse mine Tegn iblandt dem, 2og for at du skal forkynde det for dine Børns og dine Børnebørns Øren, hvad jeg har udrettet i Ægypten, og mine Tegn, som jeg har sat iblandt dem; og I skulle fornemme, at jeg er  Herren. 3Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger  Herren, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig. 4Thi dersom du vægrer dig ved at lade mit Folk fare, se, da vil jeg i Morgen lade Græshopper komme i dit Landemærke. 5Og de skulle skjule Synet af Jorden, at man ikke skal kunne se Jorden, og de skulle opæde det øvrige, som er reddet, og hvad der er blevet eder tilovers fra Hagelen, og de skulle æde hvert Træ, som vokser op hos eder af Marken. 6Og dine Huse skulle fyldes og alle dine Tjeneres Huse og alle Ægypternes Huse, hvilket hverken dine Fædre eller dine Forfædre have set, fra den Tid de bleve til paa Jorden indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Farao. 7Da sagde Faraos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare lad de Mænd fare, at de maa tjene  Herren deres Gud; mon du endnu ikke ved, at Ægypten er ødelagt? 8Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Farao, og han sagde til dem: Gaar, tjener  Herren, eders Gud; hvilke ere de, som gaa bort? 9Og Mose sagde: Vi ville gaa med vore unge og vore gamle, med vore Sønner og vore Døtre, med vore Faar og med vore Øksne ville vi gaa; thi det er os  Herrens Højtid. 10Da sagde han til dem: Saa vist være  Herren med eder, som jeg vil lade eder og eders smaa Børn fare, ser der, at I have ondt i Sinde. 11Ikke saa! I Mænd, farer nu hen og tjener  Herren, thi det have I begæret; og man drev dem ud fra Faraos Ansigt. 12Da sagde  Herren til Mose: Ræk din Haand ud over Ægyptens Land efter Græshopper, og de skulle komme op over Ægyptens Land og æde alle Urter i Landet, ja alt det, som Hagelen lod blive tilovers. 13Saa rakte Mose sin Stav over Ægyptens Land, og  Herren lod komme Østenvejr i Landet den samme hele Dag og hele Nat; det skete om morgenen, at Østenvejret bragte Græshopperne op. 14Og der kom Græshopper op over hele Ægyptens Land og lode sig ned i hele Ægyptens Landemærke; de vare i svær Mængde; før dem havde der ikke været Græshopper saaledes, og efter dem skulde der ikke blive saaledes; 15thi de skjulte Synet af hele Jorden, og Jorden blev formørket, og de aade alle Urter i Landet og al Frugt paa Træerne, som Hagelen lod blive tilovers; og der blev intet grønt tilovers paa Træer eller paa Urter i Marken i hele Ægyptens Land. 16Da skyndte Farao sig at kalde ad Mose og Aron, og han sagde: Jeg har syndet imod  Herren eders Gud og imod eder. 17Og kære, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til  Herren eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig. 18Og han gik ud fra Farao, og, han bad til  Herren. 19Og  Herren vendte Vejret om til en saare stærk Vestenvind, som førte Græshopperne bort og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Græshoppe tilovers i hele Ægyptens Landemærke. 20Men  Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare. 21Og  Herren sagde til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, at der bliver Mørke over Ægyptens Land, at markan føle paa Mørket. 22Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der tykt Mørke i hele Ægyptens Land i tre Dage. 23lkke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger. 24Da kaldte Farao ad Mose og sagde: Gaar, tjener  Herren, kun skulle I lade eders Faar og Øksne blive; ogsaa eders smaa Børn maa fare med eder. 25Og Mose sagde: Du skal og medgive os slagtoffere og Brændofere, at vi kunne ofre til  Herren, vor Gud. 26Og endogsaa vort Fæ skal gaa med os, der skal ikke en Klov blive tilbage; thi vi skulle tage deraf til at tjene  Herren, vor Gud; thi vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene  Herren, førend vi komme derhen. 27Men  Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare. 28Og Farao sagde til ham: Gak fra mig, vogt dig, at du ikke mere ser mit Ansigt; thi paa hvilken Dag du ser mit Ansigt, skal du dø. 29Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil herefter ikke mere se dit Ansigt.
Copyright information for Dan1871