Exodus 16

1Og de droge fra Elim, og al Israels Børns Menighed kom til den Ørk Sin, som er imellem Elim og imellem Sinai, paa den femtende Dag i den anden Maaned, efter at de udgik af Ægyptens Land. 2Og al Israels Børns Menighed knurrede mod Mose og mod Aron i Ørken. 3Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi vare døde ved  Herrens Haand i Ægyptens Land, da vi sade ved Kødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk at lade hele denne Menighed dø af Hunger. 4Da sagde  Herren til Mose: Se, jeg vil lade regne Brød ned fra Himmelen til eder, at Folket maa gaa ud og sanke, hvad der hører til, Dag for Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov eller ej. 5Og det ska ske paa den sjette Dag, at de skulle tillave det, som de bære hjem; og det skal være dobbelt saa meget som det, de ellers sanke hver Dag. 6Og Mose og Aron sagde til alle Israels Børn: I Aften skulle I kende, at  Herren har udført eder af Ægyptens Land; 7og i Morgen skulle I se  Herrens Herlighed, efterdi han har hørt eders Knurren imod  Herren; og hvad ere vi, at I knurrer mod os? 8Og Mose sagde: Det skal ske, naar  Herren giver eder Kød at æde i Aften og Brød i Morgen til at mættes; efterdi  Herren har hørt eders Knurren, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders Knurren er ikke imod os, men imod  Herren. 9Og Mose sagde til Aron: Sig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for  Herrens Ansigt; thi han har hørt eders Knurren. 10Og det skete, der Aron talede til al Israels Børns Menighed, da saa de hen til Ørken; og se,  Herrens Herlighed saas i Skyen. 11Og  Herren talede til Mose og sagde: 12Jeg har hørt Israels Børns Knurren tal til dem og sig: Imellem de to Aftener skulle I æde Kød, og i Morgen skulle I mættes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg er  Herren eders Gud. 13Og det skete om Aftenen, at der kom Vagtler og bedækkede Lejren, og om Morgenen laa Duggen trindt omkring Lejren. 14Og der Duggen, som laa, hævede sig, se, da laa der oven over Ørken noget tyndt, trindt, tyndt som Rimfrost paa Jorden. 15Der Israels Børn saa det, da sagde de, den ene til den anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som  Herren har givet eder at æde. 16Dette er det Ord, som  Herren har befalet: Sanker deraf, eftersom enhver kan æde; I skulle tage en Omer for hvert Hoved, efter eders Personers Tal, som hver har i sit Telt. 17Og Israels Børn gjorde saa og sankede, en mere og en anden mindre. 18Og de maalte det i en Omer, da havde den ikke tilovers, som havde sanket meget, og der fattedes ikke for den, som havde sanket mindre; de havde sanket hver saa meget, som han kunde æde. 19Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen. 20Dog adløde de ikke Mose, men somme levnede deraf til om Morgenen, saa voksede der Orme derudi, og det lugtede ilde; saa blev Mose vred paa dem. 21Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde æde, men naar Solen skinnede hedt, saa smeltedes det. 22Og det skete paa den sjette Dag, at de sankede dobbelt Brød, to Omer for een; saa kom alle Fyrsterne af Menigheden og gav Mose det til Kende. 23Da sagde han til dem: Det er det, som  Herren sagde: I Morgen er det Sabbat, Helligheds Hvile for  Herren; hvad I ville bage, det bager, og hvad I ville koge, det koger; men alt det, som bliver tilovers, skulle I lade ligge i Forvaring for eder til Morgenen. 24Og de lode det ligge til Morgenen, Som Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det. 25Da sagde Mose: Eder det i Dag; thi det er Sabbat i Dag for  Herren; i Dag skulle I ikke finde det paa Marken. 26Seks Dage skulle I sanke det; men paa den syvende Dag, paa Sabbaten, paa den skal det ikke være at firyde. 27Og det skete, paa den syvende Dag gik nogle af Folket ud at sanke, men de fandt intet. 28Da sagde  Herren til Mose: Hvor længe vægre I eder ved at holde mine Bud og mine Love 29Ser, at  Herren har givet eder Sabbaten, derfor giver han eder paa den sjette Dag to Dages Brød; bliver hver paa sit Sted, ingen gaa ud fra sit Sted paa den syvende Dag. 30Og Folket hvilede paa den syvende Dag. 31Og Israels Hus kaldte dets Navn Man; og det var ligesom Korianderfrø hvidt og smagte som Honningkage. 32Og Mose sagde: Dette er det Ord, som  Herren befalede: Fyld en Omer deraf til at forvares til eders Efterkommere, paa det de maa se det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægyptens Land. 33Og Mose sagde til Aron: Tag en Krukke, og læg en Omer fuld af Man derudi, og sæt det ned for  Herren til at forvares til eders Efterkommere. 34Ligesom  Herren befalede Mose, saa satte Aron det ned for Vidnesbyrdet til at forvares. 35Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, til de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til Grænsen af Kanaans Land. 36Men en Omer er den tiende Part af en Efa.
Copyright information for Dan1871