Ezekiel 14

1Og der kom Mænd af Israels Ældste til mig og sade for mit Ansigt. 2Og  Herrens Ord kom til mig saaledes: 3Du Menneskesøn! disse Mænd have givet deres Afguder Plads i deres Hjerte, og hvad der var dem Anstød til at synde, have de stillet for deres Ansigt; skulde jeg vel lade mig adspørge for dem? 4Derfor tal med dem, og sig til dem: Saa siger den Herre,  Herre: Enhver Mand af Israels Hus, som giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten: For ham vil jeg,  Herren, lade mig bringe til at svare desangaaende, nemlig angaaende hans Afguders Mangfoldighed, 5for at jeg kan gribe Israels Hus ved deres Hjerte, fordi de vege fra mig alle sammen ved deres Af guder. 6Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre,  Herre: Omvender eder, og vender eder bort fra eders Afguder, ja, vender eders Arisigter bort fra alle eders Vederstyggeligheder! 7Thi naar en Mand af Israels Hus eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, skiller sig fra mig og giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten for at adspørge mig for sig: Ham vil jeg,  Herren, lade mig bringe til at give et Svar fra mig selv. 8Og jeg vil rette mit Ansigt imod denne Mand og ødelægge ham, at han bliver til et Tegn og til et Ordsprog, og jeg vil udrydde ham af mit Folks Midte; og I skulle fornemme, at jeg er  Herren. 9Men naar Profeten lader sig overtale og taler noget, da har jeg,  Herren, ladet denne Profet overtales; og jeg vil udrække min Haand over ham og ødelægge ham ud af mit Folk Israels Midte. 10Og de skulle bære deres Misgerning; som hans Misgerning er, der adspørger, saa skal Profetens Misgerning være; 11for al de af Israels Hus ikke mere skulle fare vild fra mig ej heller besmitte sig mere med nogen af deres Overtrædelser; men de skulle være mit Folk, og jeg skal være deres Gud siger den Herre,  Herre. 12Og  Herrens Ord kom til mig saaledes: 13Du Menneskesøn! naar et Land synder imod mig, saa at det bliver troløst imod mig, og jeg udrækker min Haand over det og formindsker Brøds Forraad for det og jeg sender Hunger i det og ud rydder Menneske og Fæ. deraf, 14men der var disse tre Mænd, Noa, Daniel og Job derudi: Da skulde disse alene redde deres Sjæl ved dere Retfærdighed, siger den Herre  Herre. 15Naar jeg lader vilde Dyr gaa igennem Landet, og de berøve Folk deres Børn, og det blev Øde, saa at ingen gaar der igennem for Dyrenes Skyld, 16men hine tre Mænd vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre,  Herre: De skulde hverken redde Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet vorde øde. 17Eller naar jeg Lader Sværdet komme over det samme Land, og jeg siger: Sværd! du kal fare igennem Landet, og jeg udrydder Menneske og Fæ deraf, 18men hine tre Mænd vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre,  Herre: De skulde ikke redde Sønner eller Døtre; men de alene skulde reddes. 19Eller naar jeg sender Pest i det samme Land og udøser min Harme over det med Blod, saa at jeg udrydder Menneske og Fæ deraf, 20men Noa, Daniel og Job vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre,  Herre: De skulde hverken redde Søn eller Datter; men de skulde redde deres egen Sjæl ved deres Retfærdighed. 21Thi saa siger den Herre,  Herre: Meget mere, naar jeg sender mine fire grumme Straffedomme over Jerusalem, nemlig: Sværd og Hunger og vilde Dyr og Pest for at udrydde Menneske og Fæ deraf, 22og se, der bliver nogle undkomne tilovers, som bortføres, Sønner og Døtre: Se, de skulle gaa ud til eder, og I skulle se deres Vej og deres Gerninger; og I skulle trøste eder over den Ulykke, som jeg lod komme over Jerusalem, ja, alt det, som jeg lod komme over den. 23Og de skulle trøste eder, naar I se deres Vej og deres Gerninger; og I skulle erkende, at jeg intet har gjort uden Grund af alt det, som jeg gjorde derudi, siger Den Herre,  Herre.
Copyright information for Dan1871