Ezekiel 20

1Og det skete i det syvende Aar, i den femte Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, da kom nogle Mænd af Israels Ældste for at adspørge  Herren; og de sade for mit Ansigt. 2Og  Herrens Ord kom til mig saaledes: 3Du Menneskesøn! tal til Israels Ældste og sig til dem: Saa siger den Herre,  Herre: Mon I ere komne for at adspørge mig? saa sandt jeg lever, jeg vil ikke lade mig adspørge af eder, siger den Herre,  Herre. 4Vil du dømme dem, vil du dømme, du Menneskesøn? giv dem deres Fædres Vederstyggeligheder til Kende! 5Og sig til dem: Saa siger den Herre,  Herre: Paa den Dag, jeg udvalgte Israel og opløftede min Haand for Jakobs Hus's Sæd og gav mig til kende for dem i Ægyptens Land og opløftede min Haand for dem og sagde: Jeg er  Herren eders Gud: 6Paa den Dag opløftede jeg min Haand for dem for at udføre dem af Ægyptens Land til et Land, som jeg havde udset for dem, hvilket flyder med Mælk og Honning, det er det dejligste af alle Landene. 7Og jeg sagde til dem: Bortkaster hver sine øjnes Vederstyggeligheder og besmitter eder ikke ved Ægypternes Afguder; jeg er  Herren eders Gud. 8Men de vare genstridige imod mig og vilde ikke høre mig. Ingen af dem bortkastede deres øjnes Vederstyggeligheder, og de forlode ikke Ægyptens Afguder; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Harme over dem for at fuldbyrde min Vrede paa dem midt i Ægyptens Land. 9Men jeg gjorde det, som jeg gjorde, for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øjne, midt iblandt hvilke de vare, for hvis Øjne jeg havde givet mig til Kende for dem for at udføre dem af Ægyptens Land. 10Og jeg udførte dem af Ægyptens Land og førte dem til Ørken. 11Og jeg gav dem mine Skikke og lod dem vide mine Bud, hvilke Mennesket skal gøre efter, at det maa leve ved dem. 12Og jeg gav dem ogsaa mine Sabbater, at de skulde være til Tegn imellem mig og imellem dem, at de skulde vide, at jeg er  Herren, som helliger dem. 13Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørken, de vandrede ikke efter mine Skikke, men forkastede mine Bud, hvilke Mennesket skal gøre efter, at det maa leve ved dem, og de vanhelligede mine Sabbater saare; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Harme over dem i Ørken for at gøre Ende paa dem. 14Men jeg gjorde det, som jeg gjorde, for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øjne, for hvis Øjne jeg havde udført dem. 15Og jeg opløftede ogsaa min Haand for dem i Ørken, at jeg ikke vilde føre dem til det Land, som jeg havde givet dem, hvilket flyder med Mælk og Honning, det er det dejligste af alle Landene, 16fordi de forkastede mine Bud og vandrede ikke efter mine Skikke, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte gik efter deres Afguder. 17Men mit Øje sparede dem, saa at jeg ikke ødelagde dem; og jeg gjorde ikke Ende paa dem i Ørken. 18Og jeg sagde til deres Børn i Ørken: Vandrer ikke efter eders Fædres Skikke, og holder ikke deres Bud, og besmitter eder ikke ved deres Afguder! 19Jeg er  Herren eders Gud, vandrer efter mine Skikke, og holder mine Bud, og gører efter dem! 20Og helligholder mine Sabbater, og de skulle være til et Tegn imellem mig og imellem eder, at I skulle vide, at jeg er  Herren, eders Gud! 21Men Børnene vare genstridige imod mig, de vandrede ikke efter mine Skikke og holdt ikke mine Bud, saa at de gjorde efter dem, hvilke Mennesket skal gøre efter, at det maa leve ved dem, de vanhelligede mine Sabbater; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Harme over dem for at fuldbyrde min Vrede paa dem i Ørken. 22Men jeg drog min Haand tilbage og gjorde det for mit Navns Skyld, at dette ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øjne, for hvis Øjne jeg havde udført dem. 23Jeg opløftede ogsaa min Haanc Ørken for at adspredt for dem i dem iblandt Hedningerne og at strø dem over Landene, 24fordi de ikke gjorde efter mine Bud, men forkastede mine Skikke og vanhelliged mine Sabbater; og deres Øjne vare efter deres Fædres Afguder. 25Saa gav ogsaa jeg dem Skikke, som ikke vare gode, o Bud ved hvilke de og ikke kunde leve. 26Og jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idel de lode alt det førstefødte gaa igennem Ilden, for at jeg skulde ødelægge, dem, for at de skulde fornemme, at jeg er  Herren. 27Derfor tal, du Menneskesøn! til Israels Hus og sig til dem: Saa siger den Herre  Herren: Endnu dermed have eders Fædre forhaanet mig, idet de vare troløse imod mig: 28Der jeg havde ført dem til det Land, over hvilket jeg havde opløftet min Haand for; at give dem det, og de saa nogen fremragende Høj eller noget løvrigt Træ, da ofrede de der deres Slagtofre og nedlagde der deres Gaver til at fortørne mig og bragte der deres søde Lugt og udøste der deres Drikofle. 29Og jeg sagde til dem: Hvad er den Høj, hvorhen I komme men dens Navn kaldes "Høj" indtil denne Dag. 30Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre,  Herre: Besmitte I eder paa eders Fædres Vej, og bole I efter deres Vederstyggeligheder? 31Ja, idet I opløfte eders Gaver og lade eders Børn gaa igennem Ilden, saa besmitte I eder ved alle eders Afguder indtil denne Dag; og jeg skulde lade mig adspørge af eder, Israels Hus? Saa sandt jeg lever, siger den Herre,  Herre: Jeg vil ikke lade mig adspørge af eder. 32Og det, som opstiger i eders Sind, skal og ikke ske, naar I nernlig sige: Vi ville være som Hedningerne, som Slægterne i Landene, til at tjene Træ og Sten. 33Saa sandt jeg lever, siger den Herre,  Herre: Jeg vil regere over eder med en stærk Haand og med en udrakt Arm og med en udøst Harme. 34Og jeg vil føle eder ud fra Folkene og sanke eder af Landene, i hvilke I ere adspredte, mcd en stærk Haand og med en udrakt Arm og med en udøst Harme. 35Og jeg vil føre eder til Folkenes Ørk og der gaa i Rette med eder, Ansigt til Ansigt. 36Ligesom jeg gik i Rette med eders Fædre i Ægyptens Lands Ørken, saa vil jeg gaa i Rette med eder, siger den Herre,  Herre. 37Og jeg vil lade eder gaa forbi under Hyrdestaven, og jeg vil føre eder ind i Pagtens Lænker. 38Og jeg vil udrense de genstlidige fra eder og dem, som ere faldne fra mig; jeg vil udføre dem af det Land; hvor de bo som fremmede, men til Israels Land skal ingen af dem komme; og I skulle fornernme, at jeg er  Herren. 39Og I af Israels Hus! saa siger den Herre,  Herre: Gaar da hver hen at tjene sine Afguder! men til sidst, saa ville I sandelig høre mig, og I ville ikke ydermere vanhellige mit hellige Navn med eders Gaver? og med eders Afguder. 40Thi paa mit hellige Bjerg, paa Israels høje Bjerg, siger den Herre,  Herre, der skal alt Israels Hus, alle de, som ere i Landet, tjene mig; der vil jeg have Behag i dern, og der vil jeg spørge efter eders Gave og efter Førstegrøden af, hvad I Frembære iblandt alle de Ting, som hellige. 41Jeg vil have Behag i eder for den søde Lugts Skyld, haar jeg udfører eder fra Folkene og sanker eder fra Landene, i hvike I have været adspredte, og jeg vil helliggøres paa eder for Hedningernes Øjne. 42Og I skulle fornemme, at jeg er  Herren, naar jeg fører eder til Israels Land, til det Land, over hvilket jeg opløftede min Haand for at give eders Fædre det. 43Og der skulle I ihukomme eders Veje og alle eders Gerninger, med hvilke I have besmittet eder? og I skulle væmmes ved eder selv ved alle eders Ondskaber, som I have begaaet. 44Og I skulle fornemrne, at jeg er  Herren, naar jeg handle med eder for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og efter eders fordærvelige Handeler, I af Israels Hus! siger den Herre,  Herre. 45Og  Herrens Ord kom til mig saaledes: 46Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Sønden, og lad Ordene falde som Draaber imod sønden, og spaa imod Markens Skov imod Sønden! 47Og da skal sige til Skoven imod Sønden: hør  Herrens Ord; saa siger den Herre,  Herre: Se, jeg vil antænde en Ild i dig, og den skal fortære alle grønne Træer og alle tørre Træer i dig, den blussende Lue skal ikke udslukkes, men alle Ansigter fra Sønden til Norden skulle blive forbrændte ved den. 48Og alt Kød, de skulle se, at jeg  Herren, jeg har optændt den; den skal ej udslukkes. 49Og jeg sagde: Alc, Herre,  Herre, de sige om mig: Mon han ikke bruger idel Lignelser?
Copyright information for Dan1871