Genesis 31

1Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob har taget alt, hvad vor Faders var, og af vor Fader har han faaet al denne Rigdom. 2Og Jakob saa Labans Ansigt, og se, det var ikke imod ham som tilforn. 3Da sagde  Herren til Jakob: Drag tilbage til dine Fædres Land og til din Slægt, og jeg vil være med dig. 4Da sendte Jakob og lod Rakel og Lea kalde ud paa Marken til sit kvæg. 5Og han sagde til dem: Jeg ser eders Faders Ansigt, at det ikke er imod mig som tilforn; men min Faders Gud har været med mig. 6Og I vide selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Magt. 7Og eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud har ikke tilstedet ham at gøre mig ondt. 8Naar han sagde saaledes: De spættede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget spættede; og naar han sagde saaledes: De brogede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget brogede; 9og Gud har borttaget eders Faders Kvæg, og givet mig. 10Og det skete, naar Tiden kom, at Kvæget skulde løbe, løftede jeg mine Øjne op og saa i Drømme, og se, Bukkene, som sprang Kvæget, vare brogede, spættede og haglede; 11og den Guds Engel sagde til mig i Drørnme: Jakob! og jeg svarede: Se, her er jeg. 12Og han sagde: Opløft nu dine Øjne, og se, alle Bukkene, som springe Kvæget, ere brogede, spættede og haglede; thi jeg har set alt det, Laban gør dig. 13Jeg er den Gud fra Bethel, hvor du salvede en Mindesten, hvor du gjorde rnig Løfle; gør dig nu rede, far ud af dette Land og vend tilbage til din Slægts Land. 14Da svarede Rakel og Lea og sagde til ham: Have vi endnu Del og Arv i vor Faders Hus? 15Ere vi ikke regnede for ham som fremmede thi han har solgt os, ja end ogsaa aldeles fortæret, hvad han fik for os. 16Derfor al den Rigdom, som Gud har borttaget fra vor Fader, den hører os og vore Børn til, og nu, gør alt det, som Gud har sagt til dig. 17Saa gjorde Jakob sig rede og satte sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne 18og bortførte alt sit Kvæg og al sin Formue, som han havde forhvervet, det Kvæg, han ejede, som han havde forhvervet i Paddan-Aram, for at komme til Isak sin Fader I Kanaans Land. 19Og Laban var gaaet hen at klippe sine Faar, og Rakel stjal sin Faders Husguder. 20Jakob stjal Laban den Syrers Hjerte, idet han ikke gav ham til Kende, at han flyede. 21Og han flyede med alt det, han havde, og gjorde sig rede og satte over Floden og vendte sit Ansigt mod Bjerget Gilead. 22Og paa den tredje Dag blev det Laban tilkendebivet, at Jakob flyede. 23Saa tog han sine Brødre med sig og forfulgte ham syv Dages Rejse og naaede ham paa Bjerget Gilead. 24Men Gud kom til Laban den Syrer i en Drøm om Natten og sagde til ham: Forvar dig, at du ej taler med Jakob enten godt eller ondt. 25Og Laban naaede Jakob, og Jakob havde slaaet sit Telt op paa Bjerget, og Laban med sine Brødre slog Telt paa Bjerget Gilead. 26Da sagde Laban til Jakob: Hvad har du gjort, at du har stjaalet mit Hjerte og bortført mine Døtre, som vare de fangne med Sværd 27Hvi flyede du hemmeligen og har stjaalet dig fra mig og ikke givet mig det til kende, og jeg vilde have bortsendt dig med Glæde og med Sange, med Tromme og med Citer? 28Og du har ikke ladet mig kysse mine Sønner og mine Døtre nu, du har gjort daarligen. 29Jeg haar vel Magt i min Haand at gøre ondt ved eder; men eders Faders Gud talede til mig i Gaar Nat, sigende: Forvar dig at tale med Jakob enten godt eller ondt. 30Og nu, da du endeligen vilde vandre, efterdi du længtes saare efter din Faders Hus, hvi har du stjaalet mine Guder 31Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg tænkte, du maatte rive dine Døtre fra mig; 32men den, hos hvem du finder dine Guder, skal ikke leve. Vedkend dig for vore Brødre det hos mig, som tilhører dig, og tag dig det; men Jakob vidste ikke, at Rakel havde stjaalet dem. 33Da gik Laban ind i Jakobs Telt og i Leas Telt og i begge Tjenestekvindernes Telt og fandt dem ikke; saa gik han ud af Leas Telt og kom i Rakels Telt. 34Men Rakel havde taget Husguderne og lagt dem i en Kamelsaddel og sad paa dem, og Laban ransagede hele Teltet og fandt intet. 35Da sagde hun til sin Fader: Min Herre, bliv ikke vred, at jeg ikke kan staa op for dig, fordi det gaar mig paa Kvinders Vis; saa ledte han og fandt ikke Husguderne. 36Da blev Jakob vred og trættede med Laban; og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtrædelse, hvad er min Synd, at du forfølger mig saaledes. 37Eftersom du har følt og ransaget alt mit Tøj hvad har du fundet af alt dit Hus's Tøj? læg det her frem for mine Brødre og dine Brødre, at de maa dømme imellem os to! 38Jeg har været hos dig disse tyve Aar, dine Faar og dine Geder have ikke født i Utide, og vædrene af dit Kvæg har jeg ikke ædet. 39Hvad som var revet har jeg ikke baaret til dig; jeg betalte det, du krævede det af min Haand, det, som var stjaalet om Dagen, og det, som var stjaalet om Natten. 40Saa gik det mig: om Dagen fortærede Heden mig og Kulden om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øjne. 41Det er nu tyve Aar, jeg er i dit Hus, jeg har tjent dig fjorten Aar for dine tvende Døtre og seks Aar for dit Kvæg, og du har forandret min Løn ti Gange. 42Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud har set min Elendighed og mine Hænders Møje og straffede dig i Gaar Nat. 43Og Laban svarede og sagde til Jakob: De Døtre ere mine Døtre, og de Sønner ere mine Sønner, og det Kvæg er mit Kvæg, og alt det, du ser, er mit; hvad skulde jeg gøre imod disse mine Døtre i Dag eller imod deres Sønner, som de have født? 44Saa kom nu, lad os gøre en Pagt, jeg og du, og det skal være til et vidne imellem mig og imellem dig. 45Da tog Jakob en Sten og rejste den op til et Mindesmærke. 46Og Jakob sagde til sine Brødre: Sanker Stene; og de toge Stene og gjorde en Hob, og de aade der paa Hoben. 47Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead. 48Da sagde Laban: Denne Hob skal være et Vidne i Dag imellem mig og imellem dig; derfor kaldte han dens Navn Gilead, 49og Mizpa; thi han sagde:  Herren skal se til imellem mig og imellem dig; thi vi komme hverandre af Syne. 50Dersom du vil gøre mine Døtre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døtre, da er her vel ingen Mand hos os; men se, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig. 51Laban sagde til Jakob: Se denne Hob, og se det Mindesmærke, som jeg har oprejst imellem mig og imellem dig, 52denne Hob skal være Vidne, og dette Mindesmærke skal være vidne, at jeg skal ikke fare forbi denne Hob til dig, og at du skal ikke fare forbi denne Hob og dette Mindesmærke til mig, til det onde. 53Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, skal dømme imellem os; og Jakob svor ved sin Fader Isaks Rædsel. 54Og Jakob slagtede et Offer paa Bjerget og bad sine Brødre til Maaltid; og de aade Brød og bleve paa Bjerget om Natten. 55Men om Morgenen stod Laban aarle op og kyssede sine Sønner og sine Døtre og velsignede dem, og Laban drog hen og vendte tilbage til sit Sted.
Copyright information for Dan1871