Hosea 9

1Glæd dig ikke, Israel! indtil Jubel som Folkene; thi du har bedrevet Hor og vendt dig fra din Gud, du har elsket Bolerlønnen paa alle Kornloer. 2Loen og Persen skulle ikke føde dem, og Mosten skal slaa dem fejl. 3De skulle ikke blive boende i  Herrens Land; men Efraim skal komme tilbage til Ægypten, og i Assyrien skulle de æde, hvad der er urent. 4De skulle ikke udøse Vin til Drikoffer for  Herren, og deres Slagtofre skulle ikke behage ham; deres Brød er som Sorgens Brød, alle, som æde det, skulle blive urene; thi deres Brød er for deres egen Trang, det kommer ikke i  Herrens Hus. 5Hvad ville I gøre paa højtidsdagen og paa  Herrens Festdag? 6Thi se, de gaa bort for Ødelæggelsen, Ægypten skal samle dem, Mof skal begrave dem; Nælder, skulle arve deres yndige Ting af Sølv, Torne skulle vokse op i deres Telte. 7Hjemsøgelsens Dage ere komne, Betalingens Dage ere komne, Israel skal fornemme det; en Daare er Profeten, en gal er Aandens Mand - for din store Misgernings og den heftige Efterstræbelses Skyld. 8Efraim ser sig om, foruden til min Gud; Profeten er en Fuglefængers Snare paa alle hans Veje, der er Efterstræbelser i hans Guds, Hus. 9De ere sunkne dybt i Fordærvelse som i Gibeas. Dage; han skal ihukomme deres Misgerning, han skal hjemsøge deres Synder. 10Jeg fandt Israel som Druer i Ørken, jeg saa eders Fædre som den tidlige Frugt gaa Figentræet i dets første Tid; men de gik ind til Baal-Peor og viede sig til Skændsel, og de bleve en Vederstyggelighed ligesom deres Bolel. 11Efraims Herlighed skal bortflyve som en Fugl; ingen føder, og ingen bliver frugtsommelig, og ingen undfanger. 12Thi om de end opføde deres Børn, vil jeg dog berøve dem deres Børn, saa at intet Menneske bliver tilbage; thi ve dem selv, naar jeg viger fra dem! 13Efraim er, som om jeg ser hen til Tyrus, plantet paa en Eng; men Efraim maa føre sine Børn ud til Manddraberen 14Giv dem,  Herre! - ja, hvad skal du give? Giv dem ufrugtbart Moderliv og udtørrede Bryster. 15Al deres Ondskab er i Gilgal; thi der har jeg fattet Had til dem, for deres Idrætters Ondskabs Skyld vil jeg udstøde dem af mit Hus, jeg vil ikke blive ved at elske dem; alle deres Fyrster ere genstridige. 16Ramt er Efraim, deres Rod er bleven tør, de end føde, vil jeg dog dræbe deres elskede Livsfru. Min Gud res elskede Livsfru. 17Min Gud skal forkaste dem, thi de have ikke hørt ham, og de skulle vanke hid og did iblandt Hedningene.
Copyright information for Dan1871