Isaiah 26

1Paa den Dag skal denne Sang synges i Judas Land: Vi have en stærk Stad, Frelse sætter han til Mure og Værn. 2Oplader Portene at der maa indgaa et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab. 3Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig. 4Forlader eder paa  Herren stedse og altid; thi den  Herre,  Herre er en evig Klippe. 5Thi han nedbøjer dem, som bo i dets høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indlil Støvet. 6Foden skal nedtræde den, den elendiges Fødder, de ringes Fodtrin. 7Den retfærdiges Sti er jævn; du jævner den retfærdiges Vej. 8Ja, paa dine Dommes Sti  Herre! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel. 9Med min Sjæl længes jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed. 10gliver den ugudelige benaadet, da lærer han ikke Retfærdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke  Herrens Højhed. 11 Herre! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender. 12 Herre! du skal skaffe os Fred; thi endog alle vore Gerninger har du gjort for os. 13 Herre, vor Gud! der have andre Herskere hersket over os foruden dig; ved dig alene prise vi dit Navn. 14De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse. 15Du formerede Folket,  Herre! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Grænser langt bort. 16 Herre! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem. 17Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os,  Herre! for dit Ansigt. 18Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi sknffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live. 19Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage. 20Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og Iuk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over. 21Thi se,  Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgernirlg; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne.
Copyright information for Dan1871