Isaiah 33

Ve dig, du Ødelægger! du, som dog ikke er bleven Ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelægge, skal du Ødelægges, naar du er bleven færdig med at røve, skal du selv blive et Rov.  Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle vor Arm, tilmed vor Frelse i Nødens Tid. Folkene flyede for Tordenrøsten; Hedningerne adspredes, naar du rejser dig. Og eders Bytte skal sankes, som man sanker Høskrækker; som Græshopper springe hid og did, skal man springe hid og did efter det.  Herren er ophøjet, thi han bor i det høje; han har opfyldt Zion med Dom og Retfærdighed. Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse;  Herrens Frygt skal være dit Liggendefæ. Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig. De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske. Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en Øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade. 10 Nu vil jeg gøre mig rede, siger  Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil, jeg ophøje mig. 11 I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder. 12 Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild. 13 Hører I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke! 14 Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal? 15 Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde: 16 Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret. 17 Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land. 18 Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: "Hvor er Skriveren hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?" 19 Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Mæles Skyld, det, som man ikke kan Fatte for dets stammende Tunges skyld. 20 Besku Zion, vor Forsamlings Stad; dine Øjne skulle se Jerusalem som en sikker Bolig, som et Telt, der ikke skal flyttes, hvis Pæle ikke skulle oprykkes evindelig, og hvis Reb ikke skulle rives over. 21 Men der skal  Herren være os den herlige, være i Stedet for Floder og brede Strømme; intet Skib, som roes, farer der, og intet stort Skib gaar derover. 22 Thi  Herren er vor Dommer,  Herren er vor Lovgiver,  Herren er vor Konge, han skal frelse os. 23 Dine Reb ere blevne slappe; de holde ikke deres Mast stiv, de have ikke udbredet Flag; da deles røvet Bytte i Mængde, de halte røve Rov. 24 Og ingen Indbygger skal sige: Jeg er syg; thi Folket, som bor derudi, har faaet Syndsforladelse.
Copyright information for Dan1871