Isaiah 38

1I de Dage blev Ezekias dødssyg, og Esajas, Amozs Søn, Profeten, kom til ham og sagde til ham: Saa sagde  Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve. 2Og Ezekias vendte sit Ansigt til Væggen og bad til  Herren 3og sagde: Ak,  Herre! kom dog i Hu, at jeg har trolig og med et retskaffent Hjerte vandret for dit Ansigt og gjort det, som er godt for dine Øjne; og Ezekias græd bitterligt. 4Og  Herrens Ord skete til Esajas, sigende: 5Gak og sig til Ezekias: Saa siger  Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set din Graad; se, jeg lægger femten Aar til dine Dage. 6Og jeg vil fri dig og denne Stad fra Kongen af Assyriens Haand og beskærme denne Stad. 7Og du skal have dette Tegn af  Herren paa, at  Herren skal gøre denne Gerning, som han har sagt: 8Se, jeg vil lade Solskivens Skygge, som med Solen er gaaet nedad paa Akas's Solskive, gaa ti Streger tilbage; og Solen gik ti Streger tilbage af de Streger, som den var gaaet ned. 9Et Skrift af Ezekias, Judas Konge, der han havde været syg og var bleven helbredet af sin Sygdom: 10Jeg sagde: Nu, da jeg har faaet rolige Dage, maa jeg vandre ind ad Dødsrigets Porte; jeg maa savne det Øvrige af mine Aar. 11Jeg sagde: Jeg skal ikke se  Herren,  Herren i de levendes Land; jeg skal ikke skue Mennesker mere, naar jeg er iblandt dem, som bo i Skyggeriget. 12Min Levetid er afbrudt og flyttet fra mig som en Hyrdes Telt; jeg har sammenrullet mit Liv som en Væver sin Væv, fra Traadene af skæres jeg; fra Dag til Nat gør du Ende paa mig. 13Jeg holdt mig stille indtil om Morgenen som en Løve; saa sønderbrydes alle mine Ben; fra Dag til Nat gør du Ende paa mig. 14Jeg klagede som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; matte opløftede sig mine Øjne til det høje: Herre! jeg er beklemt, vær Borgen for mig! 15Hvad skal jeg sige? han har sagt mig det, og han har fuldkommet det; jeg skal vandre sagtelig alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld. 16Herre! ved disse Ting lever man, og ved dem alle faar min Aand Liv; du gøre mig stærk og holde mig i Live! 17Se til Fred blev mig Bitterhed; ja, Bitterhed; men du har kærligt annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Grav; thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg. 18Thi Dødsriget takker dig ej, Døden lover dig ej; de, som nedfare i Graven, venlte ikke paa din Trofasthed. 19Den, som lever, ja den, som lever, han takker dig som jeg i Dag; en Fader underviser sine Børn om dinTrofasthed. 20 Herren er rede til at frelse mig, og med mine Harpetoner ville vi lege alle vort Livs Dage i  Herrens Hus. 21Men Esajas sagde, at de skulde tage en Klump af Figen og gøre den til et Plaster paa hans Byld, saa skulde han leve. 22Og Ezekias sagde: Hvad Tegn er der paa, at jeg skal gaa op til  Herrens Hus?
Copyright information for Dan1871