Isaiah 51

1Hører mig, I, som efterjage retfærdighed! I, som søge  Herren! ser hen til Klippen, af hvilken I ere udhugne, og til Grubens Dyb, af hvilken I ere udgravne. 2Ser hen til Abraham, eders Fader, og til Sara, som fødte eder; thi jeg kaldte ham, da han var een, og, I, velsignede ham og formerede ham. 3Thi  Herren trøster Zion, han trøster alle dens øde Stæder og gør dens Ørk ligesom Eden og dens Øde Mark ligesom  Herrens Have; der skal findes Fryd og Glæde i den, Taksigelse og Lovsangs Lyd. 4Mit Folk! giv Agt paa mig, og I, min Menighed! vender Øren til mig; thi Lov skal udgaa fra mig, og min Ret vil jeg føre frem til Lys for Folkeslægter. 5Min Retfærdighed er nær, min Frelse er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folkeslag; Øer skulle bie efter mig og slaa Lid til min Arm. 6Opløfter eders Øjne til Himlene, og ser ned til Jorden hernedentil; thi Himlene skulle forsvinde som en Røg, og Joden ældes som et Kædebon, og dens Beboere dø som Myg; med min Frelse skal blive evindelig, og min Retfærdighed skal ikke brydes. 7Hører mig, I, som kelæde Retfærdighed! du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for Menneskers Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser! 8Thi Møl skal fortære dem ligesom et Klædebon, og Orm skal fortære dem ligesom Uld; men min Retfærdighed skal blive evindelig og min Frelse fra Slægt til Slægt. 9Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du  Herrens Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som fældede Rahab, og som gennemborede Dragen? 10Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? og den, som gjorde Havets Dybheder til en Vej, at de igenløste gik igennem? 11Og  Herrens forløste skulle vende tilbage. og komme til Zion med Frydesang, og evig Glæde skal være over deres Hoved; de skulle bekomme Fryd og Glæde; Sorg og Suk skulle fly. 12Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er da du, at du vil frygte. for et Menneske, som skal dø, og for et Menneskes Barn, der skal blive som Græs? 13og at du glemmer  Herren, din Skaber, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og at du frygter stedse den ganske Dag for Undertrykkerens Vrede, naar han bereder sig til at fordærve? men hvor er nu Undertrykkerens Vrede? 14Den nedbøjede skal hastigt lades løs og skal ikke dø og komme i Graven, og han, skal ikke fattes Brød. 15Og jeg er  Herren din Gud, som oprører Havet, at dets Bølger bruse;  Herre Zebaoth er hans Navn. 16Og jeg lagde mine Ord i din Mund og skjulte dig under min Haands Skygge for at befæste Himlene og for at grundfæste Jorden og for at sige til Zion: Du er mit Folk. 17Vaagn op, vaagn op, rejs dig, Jerusalem! du som har drukket af  Herrens Haand hans Vredes Bæger; du har drukket, du har udtømt Beruselsens Bæger. 18Ingen af alle de Børn, som hun har født, leder hende, og ingen af alle de Børn, som hun har opdraget, tager hende ved Haanden. 19Disse tvende Ting ere dig vederfarne, hvo vil have Medynk med dig: Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; hvorved skal jeg trøste dig? 20Dine Børn forsmægtede, de laa paa Gadehjørner ligesom en Raabuk i Garnet, overvældede af  Herrens Vrede, af din Guds Skælden. 21Derfor hør dog dette, du elendige, og du, som er drukken, dog ikke af Vin! 22Saa siger din Herre,  Herren, og din Gud, som vil udføre sit Folks Sag: Se, jeg tager Beruselsens Bæger ud af din Haand, min Vredes Bæger skal du ikke fremdeles uddrikke. 23Men jeg vil give det i deres Haand, som have bedrøvet dig, som sagde til din Sjæl: Nedbøj dig, at vi kunne gaa over dig; og du gjorde din Ryg til Jorden og til Gade for dem, som gik derover.
Copyright information for Dan1871