Isaiah 9

1Thi der skal ej være Ørke for det Land, hvor der nu er Tængsel; som han i den første Tid ragte Vanære over Sebulons Land og i Nafthalis Land, saa skal han gøre det herligt paa det sidste, Landet ad Vejen ved Havet, paa hin Side Jordan, Hedningernes Galilæa. 2Det Folk, som vandrede i Mørket, ser et stort Lys; over dem, som boede i Dødens Skygges Land, skinner et Lvs. 3Du formerer Folket, hvis Glæde du ikke havde gjort stor; de glæde sig for dit Ansigt, ligesom Glæden er om Høsten, ligesom man fryder sig, naar man uddeler Bytte. 4Thi dets Byrdes Aag og Kæppen over dets Ryg, dets Drivers Stav, har du sønderbrudt som paa Midians Dag; 5thi hver Krigsstøvle, som blev baaren i Stridstummelen, og Klæderne, som vare sølede i Blod, skulle opbrændes og blive Ildens Næring. 6Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; 7for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den  Herre Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette. 8Herren har sendt et Ord i Jakob, og det er faldet i Israel. 9Og det hele Folk skal fornemme det, Efraim og Indbyggerne i Samaria, med deres Hovmodighed og Hjerters Stolthed; de sige: 10Teglstenene ere faldne, men vi ville bygge med hugne Sten; Morbærtræerne ere afhugne, men vi ville sætte Gedertræer i Stedet. 11Og  Herren skal ophøje Rezins Modstandere over ham, og han vil væbne hans Fjender. 12Syrerne forfra og Filisterne bagfra fortærede Israel med fuld Mund. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt. 13Og Folket har ikke omvendt sig til den, som slog det; og har ikke søgt den  Herre Zebaoth. 14Derfor vil  Herren afhugge af Israel Hoved og Hale, Palmegren og Siv, paa een Dag. 15Den gamle og den ansete, han er Hovedet; men en Profet, som lærer Løgn, han er Halen. 16Og dette Folks Førere forføre det, og de iblandt det; som lade sig føre, opsluges. 17Derfor kan Herren ikke glæde sig over dets unge Karle og ej forbarme sit; over dets faderløse og over dets Enker; thi hver af dem er vanhellig og handler ondt, og hver Mund taler Daarskab. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt. 18Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torn og Tidsler og sætter Ild paa Skovens Tykninger, og de skulle hvirvle højt op i Røg. 19Landet er sat i Brand i den  Herre Zebaoths Vrede; og Folket er som det, der fortæres af Ild, de spare ikke den ene den anden. 20Og man snapper til højre og hurlgrer endda, og man æder om sig til venstre og mættes I ej; de fortære hver sin Arms Kød: 21Manasse er imod Efraim og Efraim imod Manasse, begge med hverandre imod Juda. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.
Copyright information for Dan1871