Jeremiah 10

1Israels Hus! hører det Ord, som I  Herren taler over eder. 2Saa siger  Herren: Vænner eder ej til Hedningernes Vej, og forfærdes ikke for Himmelens regn; thi Hedningerne forfærdes for dem. 3Thi Hedningernes Skikke ere idel Forfængelighed? thi man afhugger dertil et Træ af Skoven, det udarbejdes af en Mesters Hænder med Øksen. 4Man smykker det med Sølv og med Guld; man fæster det med Søm og med Hammer, at det ikke vakler. 5Som et Palmetræ, af drevet Arbejde, staa de, men kunne ikke tale, de maa bæres, thi de kunne ikke gaa; I skulle ikke frygte for dem, thi de kunne ikke gøre ondt, og der er heller ingen Magt hos dem til at gøre godt. 6Der er ingen som du, o  Herre! du er stor, og dit Navn er stort med Styrke. 7Hvo skulde ikke frygte dig, du Hedningernes Konge? thi dig tilkommer det; thi iblandt alle Hedningernes vise og i alt deres Rige er ingen som du. 8Men de ere ufornuftige og handle daarlig tillige, Afgudernes Lærdom, den er Træ; 9hamret Sølv, der føres fra Tharsis, og Guld fra Ufas, et Værk af Mesteren og af Guldsmedens Hænder! deres Klæder ere af blaat uldent og Purpur, et Værk af Kunstnere ere de alle. 10Men Gud  Herren er Sandhed, han er den levende Gud og en evig Konge; Jorden bæver for hans Vrede, og Hedningerne kunne ikke udholde hans Fortørnelse. 11Saaledes skulle I sige til dem: De Guder, som ikke have skabt Himmelen og Jorden, de skulle forsvinde fra Jorden og under Himlene. 12Han er den, som skabte Jorden ved sin Kraft og beredte Jorderige ved sin Visdom og udbredte Himlene ved sin Forstand. 13Naar Røsten lyder, ved hvilken han lader Vandenes Mangfoldighed komme i Himmelen, da lader han Dunster opstige fra det yderste af Jorden; han gør Lynene til Regn og fører Vejret ud af sine Gemmer. 14Hvert Menneske bliver ufornuftigt og uden; Forstand, hver Guldsmed er beskæmmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem. 15De ere Forfængelighed, et bedragerisk Værk; til den Tid, naar de bleve hjemsøgte, skulle de gaa til Grunde. 16Ikke som disse er Jakobs Del; thi han er den, som har dannet alle Ting, og Israel er hans Arvs Stamme;  Herre Zebaoth er hans Navn. 17Sank dit Gods fra Landet, du, som bor i den belejrede Stad i Israel 18saa siger  Herren: Se, denne Gang vil jeg udslynge Landets Indbyggere, og jeg vil trænge dem, paa det de skulle finde det. 19Ve mig for min Brøst! mit Saar er svart; men jeg siger: Dette er kun min Lidelse, og jeg vil bære den. 20Mit Paulun er ødelagt, og alle mine Teltsnore ere revne over; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; ingen opslaar mere mit Paulun eller oprejser mit Telt. 21Thi Hyrderne ere ufornuftige og søge ikke  Herren; derfor handle de ikke klogelig, og hele deres Hjord er adspredt. 22Et Budskab høres, se, det kommer, og et stort Bulder fra Nordenland for at gøre Judas Stæder til en ødelæggelse, til Dragers Bolig. 23Jeg ved,  Herre! at Menneskets Vej staar ikke til ham selv, at det ikke staar til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang. 24Tugt mig;  Herre! dog med Maade; ikke i din Vrede, at du ikke gør mig aldeles ringe. 25Udøs din Harme over Hedninger, som ikke kende dig, og over Slægter, som ikke paakalde dit Navn; thi de have fortæret Jakob, ja, fortæret ham og tilintetgjort ham og ødelagt hans Bolig.
Copyright information for Dan1871