Jeremiah 50

1Det Ord, som  Herren talte imod Babel; imod Kaldæernes Land, ved Profeten Jeremias. 2Kundgører det iblandt Folkene, og lader det høres, og opløfter Banner, lader det høres, dølger. det ej! siger: Babel er indtaget, Bel er beskæmmet, Melodak er knust dens Billeder ere beskæmmede, dens Afguder ere knuste. 3Thi et Folk fra Norden er draget op imod den, dette skal gøre dens Lande øde, og der skal ikke være nogen, som bor deri; baade Mennesker og Kvæg ere blevne flygtige, ere dragne bort. 4I de Dage og paa den Tid, siger  Herren, skulle Israels Børn komme, de, og Judas Børn med hverandre; de skulle gaa frem med Graad og søge  Herren deres Gud. 5De skulle spørge efter Zion, ad Vejen did ere deres Ansigter vendte: Kommer og slutter eder til  Herren med en evig Pagt, som ikke skal glemmes. 6Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de hav de drevet dem bort til Bjergene; de droge fra Bjerge til Høje, de glemte, hvor de havde haft Leje. 7Alle de, som fandt dem, aade dem op, og deres Fjender sagde: Vi have ingen Skyld; fordi de have syndet imod  Herren, Retfærdigheds Bolig, ja, imod  Herren, deres Fædres Forhaabning. 8Flyr midt ud af Babel, og drager ud af Kaldæernes Land, og værer som Bukke foran en Hjord! 9Thi se, jeg opvækker og fører op imod Babel en Samling af store Folkeslag fra Nordenland, og de skulle ruste sig imod den; ved dem skal den indtages; deres Pile ere som en forstandig Helt, der ikke vender tilbage med uforrettet Sag. 10Kaldæa skal blive til Rov; alle, som der tage Rov, skulle mættes, siger  Herren. 11Thi I glædede eder; thi I frydede eder, da I plyndrede min Arv; thi I sprang omkring som en Kalv, der tærsker, og vrinskede som de vælige Heste. 12Eders Moder er saare beskæmmet, hun, som fødte eder, er bleven til Skamme; se, hun er bleven det sidste af Folkene, en Ørk, et tørt Sted og en øde Mark. 13For  Herrens Vredes Skyld skal den ikke være beboet, men helt vorde øde; alle, som gaa forbi Babel, skulle forskrækkes og spotte over alle dens Plager. 14Ruster eder imod Babel trindt omkring den, skyder imod den, alle I, som spænde Bue! sparer ikke paa Pile; thi den har syndet imod  Herren. 15Raaber med Glæde over den trindt omkring, den har overgivet sig, dens Grundpiller ere faldne, dens Mure ere nedbrudte; thi dette er  Herrens Hævn, hævner eder paa den; som den hal gjort, saa gører ved den! 16Udrydder Sædemanden af Babel og den, som fører Seglen i Høstens Tid! de skulle vende sig om, hver til sit Folk, for ødelæggelsens Sværd, og fly hver til sit Land. 17Israel er som adspredte Lam, Løver have fordrevet ham; først aad Kongen af Assyrien ham, og til sidst har Nebukadnezar, Kongen af Babel, afgnavet hans Ben. 18Derfor, saa siger den  Herre Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Kongen af Babel og hans Land, ligesom jeg har hjemsøgt Kongen af Assyrien. 19Og jeg vil føre Israel tilbage til hans Græsgang, og han skal græsse paa Karmel og Basan; og hans Sjæl skal mættes paa Efraims Bjerg og i Gilead. 20I de Dage og paa den Tid, siger  Herren, skal Israels Misgerning søges, men ikke være mere, og Judas Synder, men de skulle ikke findes; thi jeg vil tilgive den, som jeg lader blive tilbage. 21Drag op imod Landet "Dobbelgenstridighed" og imod Indbyggerne i "Hjemsøgelsens" Stad; ødelæg og lys i Band efter dem, siger  Herren, og gør efter alt det, som jeg har budt dig! 22Der er Krigslyd i Landet og stor Forstyrrelse. 23Hvorledes er hele Jordens Hammer afhugbet og sønderbrudt hvorledes er Babel bleven til en Forfærdelse iblandt Folkene: 24Jeg stillede Snare for dig, og du er ogsaa fanget, Babel! og du vidste det ikke; du er funden, ja greben, thi imod  Herren har du indladl dig i Strid. 25 Herren har opladt sit Rustkammer og udtaget sin Vrede: Vaaben; thi en Gerning i Kaldæernes Land er der for Herren, der  Herre Zebaoth. 26Kommer imod den alle til Hobe, oplader dens Korn huse, kaster, hvad der er, op Dynger, og lyser det i Band; inte blive tilovers for den! 27Myrder alle dens Okser; de stige ned til Slagtning! ve dem! thi deres Dag er kommen, deres Hjemsøgelses Tid! 28Han hører Røsten af dem, som fly og ere undkomne fra Babel Land for at kundgøre udi Zion  Herrens, vor Guds, Hævn, Hævnen for hans Tempel. 29Kalder de vældige alle dem, som spænde Bue, frem imod Babel, slaar Lejr om den trindt omkring, lader ingen undkomme betaler den efter dens Gerning, gører imod den efter alt det, som de gjorde; thi den har handlet hovmodigt imod  Herren; imod Israels Helge. 30Derfor skulle dens unge Karle falde paa dens Gader, og alle dens Rigsmænd skulle udryddes paa den mag, siger  Herren. 31Se, jeg vil imod dig, "du Hovmod!" siger Herren, en  Herre Zebaoth; thi din Dag er kommen, den Tid, paa hvilken jeg vil hjemsøge dig. 32Og "Hovmod" kan snuble og falde, og ingen skal oprejse det; og jeg vil antænde en Ild i dets Stæder; og den skal fortære alt, hvad der er trindt omkring det. 33Saa siger den  Herre Zebaoth: Fortrykte ere Israels Børn og Judas Børn tilsammen; og alle de, som oge dem fangne, holde paa dem, le vægre sig ved at lade dem fare. 34Men deres Genløser er stærke  Herre Zebaoth er hans Navn; han skal visselig udføre deres Sag; paa det han kan bringe Jorden Ro, men Indbyggerne i Babel Uro. 35Sværd! frem imod Kaldæerne, siger  Herren, og imod Indbyggerne i Babel og mod dens Fyrster og, imod dens vise! 36og Sværd! frem imod Løgnerne, og de maa blive til Daarer! Sværd! frem imod dens vældige, at de maa knuses! 37Sværd! frem imod dens Heste og imod dens Vogne og imod hele den Hob af alle Haande Folk, som er midt udi den, at de maa blive til Kvinder! Sværd! frem imod dens Skatte, at de maa røves! 38Tørke! kom imod dens Vande, at de maa borttørres! thi det er de udskaarne Billeders Land, og de rose sig som afsindige af deres Skræmmebilleder. 39Derfor skulle Ørkenens Vildt og Ulve bo der og Strudser bo derudi; og den skal ikke ydermere bebos evindelig, og ingen skal bo i den fra Slægt til Slægt. 40Ligesom Gud har omstyrtet Sodoma og Gomorra og dens Naboer, siger  Herren, saa skal ingen bo der og intet Menneskebarn opholde sig der. 41Se, et Folk kom der fra Norden, ja et stort Folk og mange Konger skulle rejse sig fra det yderste af Jorden. 42De skulle føre Bue og Glavind, de ere grumme og skulle ikke forbarme sig deres Røst skal bruse som Havet og de skulle komme ridende paa Heste, rustede som en Mand til Krig imod dig, Babels Datter! 43Konger af Babel har hørt Rygtet om dem og hans Hænder ere blevne slappe Angest har betaget ham, en Smerte som hendes, der føder. 44Se, han drager op som en Løve fra Jordans Stolthed imod den stedse friske Græsgang; thi i et Øjeblik vil jeg jage dem bort derfra; og hvo er den udvalgte, som jeg vil beskikke over den? thi hvo er som jeg? og hvo kan kræve mig til Regnskab? og hvo er den Hyrde, som kan bestaa for mit Ansigt? 45Derfor, hører  Herrens Raad, som han har besluttet imod Babel, og hans Tanker, som han har tænkt imod Kaldæernes Land: Man skal visselig bortslæbe de smaa Lam af Jorden og Græsgangen skal forfærdes over dem. 46Ved Rygtet, at Babel er indtaget, hæver Jorden, og et Skrig høres iblandt Folkene.
Copyright information for Dan1871