Jeremiah 8

1Paa den Tid, siger  Herren, skulle de kaste Judas Kongers Ben og hans Fyrsters Ben og Præsternes Ben og Profeternes Ben og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave, 2og udsprede dem for Solen og for Maanen og for al Himmelens Hær, hvilke de elskede, og hvilke de tjepte, og hvilke de vandrede efter, og hvilke de søgte, og hvilke de tilbade; de skulle ikke sankes op og ej begraves, men vorde til Møg oven paa Jorden. 3Og Død skal foretrækkes for Liv af hver den, snm er tilovers af de overblevne af denne onde Slægt; de, som ere overblevne i alle de Stæder, hvor jeg har drevet dem hen, siger den  Herre Zebaoth. 4Og du skalsige til dem: Saa siger  Herren: Mon man falder og staar ikke op? mon man vender sig bort og vender ikke tilbage? 5Hvorfor er dette Folk i Jerusalem da afveget med en evig Afvigelse? de holde fast ved Svig, de, vægre sig ved at vende om. 6Jeg gav Agt og hørte til, de tale ikke Ret, der er ingen, som angrer sin Ondskab og siger: Hvad har jeg gjort? de have alle sammen vendt sig bort, hver til sit Løb, som en Hest, der render i Krigen. 7Selv Storken under Himmelen kender sine bestemte Tider, og en Turteldue og en Trane og en Svale tage Vare paa den Tid, de skulle komme; men mit Folk, de kende ikke  Herrens Ret. 8Hvorledes kunne I sige: Vi ere vise, og  Herrens Lov er hos os? men se, Skrivernes Løgnepen har arbejdet for Løgnen. 9De vise skulle blive til Skamme, forfærdes og besnæres; se, de have forkastet  Herrens Ord, hvad for Visdom skulde de have? 10Derfor vil jeg give deres Hustruer til andre og deres Agre til dem; som skulle eje dem; thi fra den mindste til den største tragter enhver efter Vinding, fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn. 11Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred: 12De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde; i den Tid, naar de hjemsøges skulle de snuble, siger  Herren. 13Jeg vil helt rive dem bort, siger  Herren; der er ikke Druer paa Vintræet og ej Figen paa Figentræet, og Bladene ere visne, og jeg gav dem til Pris for dem, der drage hen over dem. 14Hvorfor sidde vi stille og samler eder, og lader os gaa ind i de faste Stæder og omkomme der; thi  Herren vor Gud har ladet os omkomme og givet os besk Vand at drikke; thi vi have syndet imod  Herren. 15Man venter paa Fred, og det bliver ikke godt; paa Lægedoms Tid, og se, Forfærdelse kommer. 16Fra Dan høres hans Hestes Fnysen, for Lyden af hans vældige Hestes Vrinsken ryster det ganske Land; og de komme og fortære Landet og dets Fylde, Staden og Indbyggerne derudi. 17Thi se, jeg sender iblandt eder Slanger, Basilisker, som ikke lade sig besværge, og de skulle lyde eder, siger  Herren. 18Hvor finder jeg Vederkvægelse for Sorgen! mit Hjerte er sygt i mig. 19Se, mit Folks Datters Raab lyder fra et langt bortliggende Land: Er da  Herren ikke i Zion? eller er dets Konge ikke; der? Hvorfor have de fortørnet mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed Folks Afguder? 20Høsten er forbi, Sommeren er til Ende, og vi ere ikke frelste. 21Jeg er sønderknust over mit Folks Datters Sønderknuselse, jeg gaar i Sørgeklæder, Forskrækkelse har betaget mig. 22Er der da ingen Balsam i Gilead? eller er der ingen Læge der? thi hvorfor er der ikke lagt Forbinding paa mit Folks Datter?
Copyright information for Dan1871