Jeremiah 9

1Gid mit Hoved var Vand og mit Øje en Taarekilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters ihjelslagne. 2Gid jeg havde i Ørken et Herberg for vejfarende! da vilde jeg forlade mit Folk og gaa fra dem; thi de ere alle sammen Horkarle, en Forsamling af troløse Folk. 3Og de spænde deres Tunge som deres Bue til Løgn, og ikke ved Troskab ere de blevne vældige i Landet; men de gaa fra det ene Onde til det andet; og mig kende de ikke, siger  Herren. 4Forvarer eder hver for sin Ven, forlaaer eder ikke paa nogen Broder; thi hver Broder er fuld af List, og hver Ven vandrer om som en Bagvadsker. 5Og de handle bedragelig hver imod sin Ven og tale ikke Sandhed, de have lært deres Tunge at tale Løgn, de have trættet sig med at handle forvendt. 6Du bor midt i Bedrageri; i Bedrageri vi kende mig; siger  Herren. 7Derfor saa siger den:  Herre Zebaoth: Se, jeg viI smelte dem og prøve dem; thi hvorledes skal jeg handle over for mit Folks Datter. 8Deres Tunge er en dræbende Pil, der taler Bedrageri; med sin Mundtaler enhver Fred med sin Ven, men i sit Hjerte lægger han Snarer for ham. 9Skulde jeg ikke hjemsøge dem for disse Ting? siger  Herren; eller skulde min Sjæl ikke hævne sig paa saadant Folk som dette? 10Jeg vil opløfte Graad og Klage paa Bjergene og Klagemaal over Græsgangene i Ørken; thi de ere forbrændte, saa ingen gaar over dem, og man ikke hører Lyd af Kvæg, baade Himmelens Fugle og Dyrene de ere bortfløjne, de ere bortgangne. 11Og jeg vil gøre Jerusalem til en Stenhob, til Dragers Bolig; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ørk, saa at ingen bor der. 12Hvo er den Mand, som er viis? han forstaa dette! og til hvem har  Herrens Mund talte han kundgøre det, hvorfor Landet er ødelagt, er forbrændt som en Ørk, saa at ingen gaar igennem det! 13Og  Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg lagde for deres Ansigt, og ikke hørte paa min Røst og ikke vandrede derefter, 14men vandrede efter deres Hjertes Stivhed og efter Baalerne, som deres Fædre lærte dem: 15Derfor siger den  Herre Zebaoth, Israels Gud, saaledes: Se, jeg vil bespise dem, dette Folk med Malurt og give dem besk Vand at drikke. 16Og jeg vil adsprede dem iblandt de Hedninger, som hverken de eller deres Fædre kendte, og jeg vil sende Sværdet efter dem; indtil jeg faar gjort Ende paa dem. 17Saa siger den  Herre, kalder ad Klagekvinder, at de komme, og skikker Bud efter kyndige Kvinder, at de komme; 18og de skulle skynde sig og opløfte KIagesang over os, og vore Øjne skulle rinde med Graad og vore Øjenlaage strømme med Vand. 19Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvor ere vi dog ødelagte! vi ere saare beskæmmede; thi vi have maattet forlade Landet, og de have omstyrtet vore Boliger. 20Thi hører, I Kvinder!  Herrens Ord, og eders Øre modtage hans Munds Ord; og Iærer eders Døtre Klagesang, og hver Kvinde lære sin Veninde Klagemaal. 21Thi Døden er steget ind igennem vore Vinduer, er kommen ind i vore Paladser til at udrydde de spæde Børn, at de ej findes udenfor, de unge Karle, at de ej findes paa Gaderne. 22Tal: Saa siger  Herren: Menneskers døde Kroppe skulle ligge som Møg paa Marken og som et Neg efter Høstmanden, hvilket ingen sanker op. 23Saa siger  Herren: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, og den stærke rose sig ikke af sin Styrke, den rige rose sig ikke af sin Rigdom; 24men hvo som vil rose sig, rose sig af dette, at han forstaar og kender mig, at jeg er  Herren, som gør Miskundhed, Ret og Retfærdighed paa Jorden; thi disse Ting behage mig, siger  Herren. 25Se, de Dage komme, siger  Herren, da jeg vil hjemsøge hver omskaaren, som har Forhud: 26Ægypten og Juda og Edom og Ammons Børn og Moab og alle dem med rundklippet Haar, som bo i Ørken; thi alle Hedningerne have Forhud, men Israels hele Hus, de have Forhud paa Hjertet.
Copyright information for Dan1871