Job 14

Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro. Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke. Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom. Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste. Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride: Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag. Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke. Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet, saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante. 10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da? 11 Vand Iøber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør: 12 Saaledes lægger og et Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn. 13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! 14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom. 15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning! 16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd. 17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning. 18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flyttter sig fra sit Sted; 19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet. 20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare. 21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke. 22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
Copyright information for Dan1871