Job 17

Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig. Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed? Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag? Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem. Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres. Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet. Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge. For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige. Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke. 10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder. 11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad. 12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer. 13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. 14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster! 15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse - hvo skuer den? 16 Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet.
Copyright information for Dan1871