Job 2

Og det skete en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for  Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for  Herren. Da sagde  Herren til Satan: Hvorfra kommer du og Satan svarede  Herren og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og vandre om derudi. Og  Herren sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud og viger fra det onde, og han holder endnu fast ved sin Retsindighed; men du har tilskyndet mig imod ham at ødelægge ham uden Aarsag. Da svarede Satan  Herren og sagde: Hud for Hud, ja alt det, en Mand har, giver han for sit Liv. Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt Og  Herren sagde til Satan: Se, han være i din Haand; dog var hans Liv! Da for Satan ud fra  Herrens Ansigt og slog Job med onde Bylder fra hans Fodsaal og indtil hans Isse. Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig med, og han sad midt i Asken. Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Retsindighed? velsign Gud og dø! 10 Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige Kvinder taler; skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber. 11 Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted: Themaniten Elifas og Sukiten Bildad og Naamathiten Zofar, og de forenede sig med hverandre for at komme at vise ham Medynk og trøste ham. 12 Men der de opløftede deres Øjne langtfra, da kendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd, og de sønderrev hver sin Kappe, og de kastede Støv paa deres Hoveder op imod Himmelen. 13 Og de sade hos ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og ingen talte et Ord til ham; thi de saa, at Pinen var saare stor.
Copyright information for Dan1871