Job 23

Men Job svarede og sagde: Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk. Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig! Jeg vilde lægge Sagen frem for hans. Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger. Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig. Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig. Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig. Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke. Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham. 10 Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet. 11 Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke. 12 Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov. 13 Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han. 14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadnne Ting har han for. 15 Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham. 16 Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig. 17 fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.
Copyright information for Dan1871