Job 6

Men Job svarede og sagde: Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler! Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem. Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig. Mon Vildæselet skryder naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har foder? Mon det vamle kan ædes uden Salt?eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen? Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise. Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab! og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig! 10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale. 11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter znig, at jeg skulde forlænge mit Liv? 12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber? 13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig! 14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt. 15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi, 16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig. 17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted. 18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme. 19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem. 20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede. 21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte. 22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue? 23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand 24 Lærer mig, og jeg; vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild. 25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser? 26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr? 27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste. 28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt? 29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag! 30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, livad ondt er?
Copyright information for Dan1871