Jonah 1

Og  Herrens Ord kom til Jonas, Amithajs Søn, saa lydende: Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er stegen op for mit Ansigt. Men Jonas gjolde sig rede for at fly til Tharsis fra  Herrens Ansigt; og han drog ned til Jafo og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og han gav Fragt derfor og gik om Bord: for at fare med dem til Tharsis fra  Herrens Ansigt. Men  Herren kastede et stort Vejr paa Havet, og der blev en stor Storm paa Havet, og Skibet lod til at skulle, sønderbrydes. Og Skibsfolkene frygtede, og raabte hver til sin Gud, og de kastede Redskaberne, som vare: udi Skibet, i Havet for at skaffe sig Lettelse; men Jonas var stegen ned i det nederste Skibsrum og laa og sov hart. Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvorleeles kan du sove saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaske den Gud vil tilskænke mildhed paa os, at vi ikke forgaa. Og de sagde, den ene til den anden: Kommer, og lader os kaste Lod, at vi kunne faa at vide, for hvis Skyld denne Ulykke hændes os; og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas. Da sagde de til ham: Kundgør os dog, for hvis Skyld denne Ulykke hændes os! hvad er din Bestilling? og hvorfra kommer du? hvilket er dit Land? og af hvad Folk er du? Og han sagde til dem: Jeg er en Hebræer, og jeg frygter  Herren, Himmelens Gud, som har skabt Havet og det tørre Land. 10 Da grebes Mændene af en stor Frygt, og de sagde til ham: Hvad har du dog gjort? thi Mændene havde faaet at vide, at han flyede fra  Herrens Ansigt, thi han hav de kundgjort dem det. 11 Og de sagde til ham: Hvad skulle vi gøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet vedblev at storme mere og mere. 12 Og han sagde til dem: Tager mig, og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg ved, at denne store Storm er over eder for min Skyld. 13 Og Mændene roede for at naa tilbage til Land, men de kunde ikke; thi Havet vedblev at storme imod dem mere og mere. 14 Da raabte de til  Herren og sagde: Ak,  Herre lad os dog ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os; thi du,  Herre! har gjort, som det behagede dig. 15 Og de toge Jonas og kastede ham i Havet; da blev Havet stille efter sin heftige Brusen. 16 Og Mændene frygtede  Herren med en stor Frygt, og de ofrede  Herren Slagtoffer og gjorde Løfter.
Copyright information for Dan1871