Judges 2

Og  Herrens Engel kom op fra Gilgal til Bokim og sagde: Jeg har ført eder op af Ægypten og bragt eder i det Land, som jeg tilsvor eders Fædre, og jeg sagde: Jeg vil ikke rygge min Pagt med eder i Evighed. Og I skulle ikke gøre Pagt med dette Lands Indbyggere, I skulle nedbryde deres Altre; men I hørte ikke min Røst; hvad er det, I have gjort? Da sagde jeg ogsaa: Jeg vil ikke uddrive dem fra eders Ansigt; men de skulle være eder paa Siderne, og deres Guder skulle være eder til en Snare. Og det skete, der  Herrens Engel havde talet disse Ord til alle Israels Børn, da opløftede Folket sin Røst, og de græd. Og de kaldte det samme Steds Navn Bokim, og de ofrede til  Herren der. Og der Josva lod Folket fare, og Israels Børn gik hver til sin Arv for at eje Landet, da tjente Folket  Herren, saa længe Josva levede, og sa længe de ældste levede, som levede længe efter Josva, hvilke havde set al  Herrens store Gerning, som han havde gjort imod Israel. Men der Josva, Nuns Søn,  Herrens Tjener, var død, hundrede og ti Aar gammel, og de havde begravet ham i hans Arvs Landemærke, i Thimnat-Heres, paa Efraims Bjerg, Norden for det Bjerg Gaas, 10 og der hele den samme Slægt ogsaa var forsamlet til sine Fædre, da kom en anden Slægt op efter dem, som ikke kendte  Herren, ej heller den Gerning, som han havde gjort mod Israel. 11 Da gjorde Israels Børn det onde for  Herrens Øjne, og de tjente Baalerne. 12 Og de forlóde  Herren deres Fædres Gud, som havde udført dem af Ægyptens Land, og vandrede efter andre Guder, af de Folks Guder, som vare trindt omkring dem, og tilbade dem; og de opirrede  Herren. 13 Og de forlode  Herren og tjente Baal og Astharoth. 14 Saa optændtes  Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og disse røvede fra dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaa for deres Fjenders Ansigt. 15 I alt det, som de udgik til, var  Herrens Haand imod dem til det onde, som  Herren havde sagt, og som  Herren havde svoret dem; og de bleve saare ængstede. 16 Og  Herren oprejste Dommere, og de frelste dem af deres Røveres Haand. 17 Men de vare heller ikke deres Dommer lydige, thi de bolede rned andre Guder og tilbade dem; vege snart fra den Vej, som deres Fædre havde vandret paa ved at lyde  Herrens Bud, de gjorde ikke saaledes. 18 Og naar  Herren oprejste dem Dommere da var  Herren med Dommeren, og han frelste dem af deres Fjenders; Haand, saa længe den Dommer levede; thi  Herren ynkedes over dem for deres Suk som trængte dem, og fortrykte dem. 19 Men det skete, naar Dommeren døde, da vendte de om og gjorde værre end deres Fædre ved at vandre efter andre Guder, at tjene dem og at tilbede dem; de lode ikke af fra deres Gerninger eller fra deres haarde Vej. 20 Og  Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budt deres Fædre, og de løde ikke min Røst, 21 da vil jeg heller ikke ydermere fordrive fra deres Ansigt nogen af Hedningerne, som Josva efterlod, der han døde, 22 for at forsøge Israel ved dem, om de vilde tage Vare paa  Herrens Vej, at vandre paa den, ligesom deres Fædre toge Vare derpaa, eller ej. 23 Saa lod  Herren disse Hedninger blive, saa at han ikke snart fordrev dem; og han havde ikke givet dem i Josvas Haand.
Copyright information for Dan1871