Lamentations 3

1Jeg er den Mand, som saa Elenddighed ved hans Vredes Ris. 2Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys. 3Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag. 4Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben. 5Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje. 6Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Eviglred. 7Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar. 8Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn. 9Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede. 10Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul. 11Han lod rnine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde. 12Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen. 13Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer. 14Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag. 15Han mættede mig med beske Urter, han gav mig rigelig Malurt at drikke 16og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske. 17Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode. 18Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra  Herren. 19Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde! 20Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre. 21Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe; 22Det er,  Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende. 23Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor. 24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham. 25 Herren er god imod dem; som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efler ham. 26Det er godt; at man haaber og er stille til  Herrens Frelse. 27Det er en Mand godt. at han bærer Aag i sin Ungdom. 28Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham. 29Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning. 30Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse. 31Thi Herren skal ikke forkaste evindelig. 32Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed. 33Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn. 34For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder; 35for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt; 36for at forvende et Menneskes Retssag - skuer Herren ikke ned. 37Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det? 38Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund? 39Hvorfor klager et Menneske som lever? - enhver for sine Synder! 40Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til  Herren! 41Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen! 42Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke. 43Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke. 44Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem. 45Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene. 46Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os. 47Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang: 48Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang. 49Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er icigen Afladelse, 50indtil  Herren skuer ned og ser til fra Himmelen. 51Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre. 52Han jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund. 53De bragte mit Liv til at vorde; stille i Graven og kastede en Sten over mig. 54Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig. 55Jeg kaldte paa dit Navn,  Herre! fra Graven, i det dybe. 56Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab! 57Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke! 58Herre du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv. 59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag! 60Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig. 61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig, 62mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag. 63Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang. 64Du skal gengælde dem,  Herre! efter deres Hænders Gerning. 65Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til. 66Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under  Herrens Himmel.
Copyright information for Dan1871