Nahum 2

1Se, paa Bjergene dens Fødder, som bærer glædeligt Budskab, som forkynder Fred! Juda, hellighold dine Fester, betal dine Løfter; thi en Ondskabens Mand skal ikke ydermere drage over dig, han er aldeles udryddet. 2En Adspreder drager op imod dig, vogt Befæstningen, spejd Vejen, styrk Lænderne, anspænd Kraften stærkt! 3Thi  Herren genopretter Jakobs Herlighed ligesom Israels Herlighed; thi Røvere have udplyndret dem og ødelagt deres Vinkviste. 4Hans vældiges Skjold er rødligt, Heltene ere klædte i Skarlagen, Vognene funkle af Staa paa den Dag, han ruster, og Spydene svinges. 5Paa Gaderne fare Vognene som rasende, de ile af Sted paa de aabne Pladser, deres Udseende er som Blus, de løbe som Lynet. 6Han kommer sine ypperlige Mænd i Hu, de snuble under deres Gang, de haste hen til den Mur; men Stormtaget er oprejst. 7Portene ud imod Floderne ere opladte, og Paladset er modløst. 8Men det er beskikket: Hun blottes, hun drages op, og hendes Piger lukke, som Duer sukke, de slaa sig saa deres Bryst. 9Og Ninive var ligesom en vandrig Fiskedam, fra de Dage af da den blev til; men de fly: "Staar! staar!" men ingen ser sig tilbage. 10Røver Sølv! røver Guld! der er dog ingen Ende paa Forraadet, en Herlighed af alle Haande kostelige Ting. 11Øde og Ørk og ødelæggelse og et forsagt Hjerte, og Vaklen i Knæerne, og Smerte i alle Lænder! og alles Ansigter have skiftet Farve. 12Hvor er nu Løvernes Bolig og denne, de unge Løvers Vildbane, hvor Løven, Løvinden gik, Løveungen, og der var ingen, som forfærdede dem. 13En Løve, der røvefærdede dem. En Løve, der røvede, hvad der var nok til dens Unger, og kvalte til sine Løvinder og fyldte sine Huler med Rov og sine Boliger med det røvede. Se, jeg kommer imod dig, siger den  Herre Zebaoth, og jeg vil brænde dine Vogne, saa de gaa op i Røg, og Sværd skal fortære dine unge Løver; og jeg vil udrydde dit Rov af Jorden, og dine Sendebuds Røst skal ikke høres ydermere.
Copyright information for Dan1871