Numbers 22

1Og Israels Børn rejste derfra; og de lejrede sig paa Moabiternes slette Marker; paa hin Side Jordanen mod Jeriko. 2Og Balak, Zippors Søn, saa alt det, som Israel havde gjort Amoriterne. 3Og Moabiterne frygtede saa for Folket, fordi det var talrigt; og Moabiterne gruede for Israels Børn. 4Da sagde Moab til Midtianiternes Ældste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter paa Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge paa den Tid. 5Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgaaet af Ægypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tværs over for mig. 6Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaske jeg kunde slaa det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet 7Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de: Ældste af Midianiterne, og Spaamandsløn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham. 8Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, saa vil jeg give eder Svar, ligesom  Herren vil tale til mig; saa bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam. 9Og Gud kom til Bileam og sagde: Hvo ere Mænd, som ere hos dig? 10Og Bileam sagde til Gud: Balak, Zippor Søn, Moabiternes Konge, har sendt til mig, sigende: 11Se her det Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds! gak nu hid, forband mig det, maaske jeg; kunde stride imod det og uddrive det. 12Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gaa med dem, du skal ikke, forbande Folket; thi det er velsignet. 13Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaar til eders Land; thi  Herren vægrer sig ved at tillade mig at gaa med eder. 14Saa gjorde Moabiternes Fyrster sig rede og kom til Balak, og de sagde: Bileam væg rede sig; ved at gaa med os. 15Da blev Balak endnu ved at sende flere og herligere Fyrster end disse. 16Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Saa siger Balak, Zippors Søn: Kære, lad dig ikke forhindre fra at gaa til mig. 17Thi jeg vil ære dig; saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk! 18Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tj enere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtræde  Herren min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort. 19Men bliver dog nu her, ogsaa I, i denne Nat, saa vil jeg fornemme, hvad  Herren vil ydermere tale med mig. 20Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre. 21Da stod Bileam op om Morgenen og sadlede sin Aseninde og drog med Moabiternes Fyrster. 22Men Guds Vrede optændtes, fordi han drog med, og  Herren Engel stillede sig i Vejen for at staa ham imod; men han red paa sin Aseninde, og hans tvende Drenge vare med ham. 23Og Aseninden saa  Herrens Engel staa i Veien med et draget Sværd i sin Haand, og Aseninden veg af Vejen og gik ud paa Marken; men Bileam slog Aseninden for at bøje den ind paa Vejen. 24Da stod  Herrens Engel i en Hulvej imellem Vingaardene, hvor der var Stengærde paa begge Sider. 25Og, der Aseninden saa  Herrens Engel, da trykkede hun sig til Væggen og trykkede Bileams Fod til Væggen; og han slog hende end mere. 26Men  Herrens Engel blev ved at gaa frem og stod paa et snævert Sted, hvor der ingen Vej var til at vige til højre eller venstre Side. 27Og Aseninden saa  Herrens Engel, og hun lagde sig ned under Bileam; da optændtes Bileams Vrede, og han slog Aseninden med Kæppen. 28Da aabnede  Herren Asenindens Mund, og hun sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, at du har slaget mig nu tre Gange. 29Og Bileam sagde til Aseninden: Fordi du har drillet mig, gid jeg havde et Sværd i min Haand, da vilde jeg nu slaa dig ihjel. 30Da sagde Aseninden til Bileam: Er jeg ikke din Aseninde, som du har redet paa al din Tid, indtil denne Dag? plejede jeg nogensinde at gøre saaledes imod dig? og han sagde: Nej. 31Da oplod  Herren Bileams Øjne, at han saa  Herrens Engel staaende i Vejen med det dragne Sværd i sin Haand; og han bøjede sig og faldt ned paa sit Ansigt. 32Og  Herrens Engel sagde til ham: Hvorfor har du slaget din Aseninde nu tre Gange? se, jeg er udgangen at staa dig imod; thi for mine Øjne fører denne Vej til Fordærvelse. 33Og Aseninden saa mig og veg nu tre Gange af Vejen: for mit Ansigt, ellers, dersom hun ikke var vegen af Vejen for mit Ansigt, da vilde jeg nu endogsaa have slaaet dig ihjel og ladet hende leve. 34Da sagde Bileam til  Herrens Engel: Jeg har syndet, thi jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig paa Vejen; og nu, dersom det er ondt for dine Øjne, vil jeg vende tilbage igen. 35Og  Herrens Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; saa drog Bileam med Balaks Fyrster. 36Og Balak hørte, at Bileam kom, og han drog ud ham i Møde til en Stad i Moab, som var ved Landemærket Arnon, som er ved det yderste Landemærke. 37Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke Bud til dig at lade dig kalde? hvi drog du ikke til mig mon jeg virkelig ikke skulde kunne ære dig? 38Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formaar at tale noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale. 39Saa for Bileam med Balak, og de kom til Kirjath- Husoth. 40Og Balak ofrede stort Kvæg og smaat Kvæg og sendte deraf til Bileam og til de Fyrster om vare hos ham. 41Og det skete om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op paa Baals Høje og han saa derfra det yderste af Folket.
Copyright information for Dan1871