Proverbs 8

1Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst: 2Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den; 3ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene røber den. 4Til eder, I Mænd, vi jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn. 5I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand. 6Hører, thi jeg vil tale frygtelige Ting og aabne mine Læber med Retvished. 7Thi min Gane taler Sandhed, og Sandelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber. 8Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem. 9De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab. 10Tager imod min Undervisning og ikke imod SøIv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld. 11Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den. 12Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad. 13 Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg. 14Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til. 15Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret. 16Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden. 17Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig. 18Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed. 19Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv. 20Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier, 21til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre. 22 Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid. 23Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var. 24Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til. 25Før Bjergene bleve nedsænkede; før Højene bleve til, er jeg født. 26Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv. 27Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden; 28der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted; 29der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold: 30Da var jeg hos ham som Kunstnerinde og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle rider; 31jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn. 32Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje. 33Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare! 34Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper. 35Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos  Herren. 36Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden.
Copyright information for Dan1871