Psalms 102

En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for  Herrens Ansigt.  Herre! Hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig. Skjul ikke dit Ansigt for mig, paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skyld dig og bønhør mig! Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere betændte som et Brandsted. Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød. Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød. Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde. Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget. Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mlig. 10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad 11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort. 12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt. 13 Men du,  Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt. 14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen. 15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv. 16 Og Hedningerne skulle frygte  Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære; 17 thi  Herren har bygget Zion og har lndet sig se i sin Herlighed. 18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet dere: Bøn. 19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love  Herren. 20 Thi han saa ned fra sin Helligdorns Højsæde;  Herren saa fra Himmelen til Jorden 21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn, 22 for at de kunde forkynde  Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem, 23 naar folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene  Herren. 24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage. 25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage; dine Aar vare fra Slægt til Slægt. 26 Du grundfæstede fordum Jorden. og Himlene er dine Hænders Gerning. 27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes. 28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
Copyright information for Dan1871