Psalms 141

1En Psalme, af David.  Herre! jeg har raabt, til dig, skynd dig til mig, vend dine øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig. 2Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer. 3 Herre! sæt Vagt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør. 4Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad! 5Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab. 6Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige. 7Som naar en pløjer og furer Jordan, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svælg. 8Thi til dig,  Herre, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjæl til Pris! 9Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret. 10Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi.
Copyright information for Dan1871