Psalms 144

Af David. Lovet være  Herren, min Klippe! han, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen, han, som er Miskundhed imod mig og min Befæstning, min faste Borg og min Befrier, mit Skjold og den, paa hvem jeg har forladt mig; han, som tvinger mit Folk under mig.  Herre! hvad er et Menneske, at du kendes ved ham? et Menneskes Barn, at du agter paa ham? Mennesket er ligt et Aandepust, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.  Herre! bøj dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, saa at de ryge. Lad Lynet lyne og adspred dem, udskyd dine Pile og forfærd dem! Udræk dine Hænder fra det høje, udfri mig og red mig af de store Vande af de fremmedes Haand, hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens jeg højre Haand. Gud! jeg vil synge dig en ny Sang, jeg vil synge Psalmer for dig til Psalteren med ti Strenge, 10 ham, Fjender, som giver Konger Frelse, som udriver sin Tjener David fra det grumme Sværd! 11 Udfri mig og red mig af de fremmedes Haand, hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand, 12 at vore Sønner maa være som Planter, der ere komne til Frodighed i deres Ungdom; vore Døtre som Hjørnepiller, der ere udhuggede efter Templets Stil; 13 at vore Forraadskamre maa være fulde, at de kunne frembyde baade det ene og det andet Slags; at vore Faar kunne føde tusinde, ja, ti Tusinde paa vore Gader; 14 at vore Øksne maa være kraftige, at der intet Brud og ingen Afgang maa være, ej heller Klagemaal paa være Gader. 15 Saligt er det Folk, som det gaar saaledes; saligt er det folk, hvis Gud  Herren er!
Copyright information for Dan1871