Psalms 31

1Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed. 3Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig. 4Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig. 5Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke. 6I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig,  Herre, du sande Gud! 7Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa  Herren forlader jeg mig. 8Jeg vil fryde mig og være glad ved din i gæster Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæle. 9Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum. 10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop. 11Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede. 12Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig. 13Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var, som et Kar, der gaar tabt. 14Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig. 15Men jeg forlader mig paa dig,  Herre! jeg sagde: Du er min Gud. 16Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig. 17Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed. 18 Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. 19Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige. 20Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn. 21Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme ved: dem i en Hytte for Tungers Kiv. 22Lovet være  Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad. 23Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig. 24Elsker  Herren, alle hans hellige!  Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod. Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa  Herren!
Copyright information for Dan1871