Psalms 35

1Af David.  Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig. 2Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig. 3Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgete; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse. 4Lad dem, som søge efter mit Liv blues og blive til Skamme lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede. 5Lad dem blive som Avner for Vejret, og  Herrens Engel støde dem bort. 6Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og  Herrens Engel forfølge dem. 7Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel. 8Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til ødelæggelse. 9Men min Sjæl skal glæde sig i  Herren, den skal fryde sig i hans Frelse. 10Alle mine Ben skulle sige:  Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham. 11Den staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved. 12De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt. 13Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovdet sænket mod min Barm. 14Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder. 15Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de søndersliede og tav ikke. 16Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig. 17Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver. 18Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love did iblandt et talrigt Folk. 19Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt give Vink med Øjnene. 20Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag. 21Og de lode deres Mund vidt op imod mig de sagde; Ha, ha! vort Øje har set det. 22 Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig. 23Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre! 24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig, 25at de ikke skulle sige i deres Hjerte: "Ha, ha! det var vor Lyst!" 26Lad dem ikke sige: "Vi have opslugt ham!" og Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel. 27Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige:  Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred. 28Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.
Copyright information for Dan1871