Psalms 50

1En Psalme af Asaf. Den Almægtige, Gud  Herren har talt og kaldet ad Jorden, fra Solens Opgang indtil dens Nedgang. 2Fra Zion, Skønhedens Krone, aabenbarede Gud sig herligt. 3Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortælle, og omkring ham stormer det saare. 4Han kalder ad Himmelen oventil og ad Jorden for at dømme sit Folk. 5Samler mig mine hellige, som have sluttet Pagt med mig ved Offer. 6Og Himlene kundgjorde hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. Sela. 7Hør, mit Folk, og jeg vil tale; Israel! og jeg vil vidne imod dig; jeg er Gud, din Gnd. 8Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig. 9Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde. 10Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal. 11Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig. 12Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde. 13Skulde jeg vel æde Oksers Kød eller drikke Bukkes Blod? 14Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter! 15Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig. 16Men til den ugudelige siger Gud: Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund, 17da du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag dig? 18Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del. 19Du skikker din Mund til ondt, og med din Tunge digter du Svig. 20Du sidder og taler imod din Broder, du sætter Klik paa din Moders Søn. 21Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne. 22Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier. 23Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse.
Copyright information for Dan1871