Psalms 62

Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David. Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse. Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget. Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød? Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela. Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning. Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes. Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud. Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela. 10 Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe. 11 Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil! 12 Een Gang har Gud talt, ja, to Gange; hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.
Copyright information for Dan1871