Psalms 69

1Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David. 2Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. 3Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. 4Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. 5Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. 6Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. 7Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre,  Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. 8Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. 9Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. 10Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig. 11Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. 12Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. 13De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. 14Men jeg henflyr med min Bøn til dig,  Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! 15Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! 16Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig! 17Bønhør mig,  Herre! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! 18Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! 19Hold; dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! 20Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. 21Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen. 22Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. 23Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. 24Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! 25Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! 26Peres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. 27Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. 28Læg Skyld til deres Skyld og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! 29Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! 30Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. 31Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham; med Taksigelse. 32Og det skal bedre behage  Herren end en ung Okse med Horn og Klove. 33De sagtmodige have set det de skulle glæde sig; I, som søge Gud - og eders Hjerte leve op! 34Thi  Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne. 35Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! 36Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
Copyright information for Dan1871