Psalms 73

1En Psalme af Asaf. Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet. 2Men jeg nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud. 3Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel. 4Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt. 5De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker. 6Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke. 7Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang. 8De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de. 9De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden. 10Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem. 11Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste? 12Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods. 13Kun forgæves har jeg. renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed. 14Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen. 15Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt. 16Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne, 17indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt. 18Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges. 19Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne. 20De ere ligesom en Drøm; naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede. 21Da mit Hjerte var bittert, og; det stak mig i mine Nyrer, 22var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr fordi; 23Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand. 24Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære. 25Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden. 26Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig. 27Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig. 28Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre,  Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.
Copyright information for Dan1871