Psalms 77

1Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf. 2Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig! 3Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. 4Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela. 5Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke. 6Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar. 7Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. 8Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? 9Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? 10Har Gud glemt at være naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela. 11Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand. 12Jeg vil komme  Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu. 13Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter. 14Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud? 15Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene. 16Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela. 17Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede. 18De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem. 19Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede. 20Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.
Copyright information for Dan1871