Romans 4

Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham vandt efter Kjødet? Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, har han Roes, men ikke for Gud. Thi hvad siger Skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed. Men den, som har Gjerninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed: den derimod, som ikke har Gjerninger, men troer paa ham, som retfærdiggjør Synderen, regnes hans Tro til Retfærdighed; ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner Retfærdighed uden Gjerninger: salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd. Tilhører da denne Salighed Omskærelsen alene, eller ogsaa Forhuden? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. 10 Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskaaren, men da han havde Forhud. 11 Og han annammede Omskærelsens Tegn som en Befaling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde som uomskaaren, saa at han skulde være Fædre til alle dem, som troe uden at være omskaarne, at Retfærdighed maa vorde ogsaa dem tilregnet, 12 og Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men ogsaa vandre i den Troes Forspor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskaaren. 13 Thi ikke formedelst Loven fik Abraham og hans Sæd den Forjættelse, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed. 14 Og ere de, som holde sig til Loven, Arvinger, da er Troen Forgjeves, og Forjættelsen gjort til Intet. 15 Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er heller ikke Overtrædelse. 16 Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa den tildeles af Naade, paa det den maatte staae fast for den ganske Sæd, ikke alene for den, som har Loven, men og for den, som har Abrahams Tro, hvilken er alle vores Fader, 17 (som skrevet er: jeg har sat dig til mange Folks Fader), for Gud, hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare. 18 Han troede imod Haab mod Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: saaledes skal din Sæd vorde; 19 og uden at vakle i Troen, saae han ikke paa sit eget Legeme, som allerede var kraftesløst, thi han var nær hundrede Aar, eller paa Kraftløsheden i Saras Liv; 20 han tvivlede ikke i Vantro paa Guds Forjættelse, men styrket i Troen, gav han Gud Æren, 21 fuldkommeligen vis paa, at hvad han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre. 22 Derfor blev det og regnet ham til Retfærdighed. 23 Dog er det ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, 24 men ogsaa for vor Skyld, hvilke det skal tilregnes, naar vi troe paa den, der opriste vor Herre Jesus fra de Døde; 25 hvilken er given hen for vore Overtrædelser og oprist for vor Retfærdiggjørelse.
Copyright information for Dan1871