Ruth 1

Og det skete i de Dage, da Dommerne dømte, da var der en Hunger i Landet; og en Mand fra Bethlehem i Juda gik hen at opholde sig i Moabiternes Land, han og hans Hustru og hans to Sønner. Og Mandens Navn var Elimelek og hans Hustrus Navn Noomi og hans to Sønners Navn Malon og Kiljon, Efratiter fra Bethlehem i Juda; og de kom i Moabiternes Land og bleve der. Og Elimelek, Noomi Mand, døde; og hun og hendes to Sønner bleve tilbage. Og disse toge sig moabitiske Hustruer, den enes Navn var Orpa, og den andens Navn Ruth; og de boede der ved ti Aar. Da døde ogsaa de begge, Malon og Kiljon; og Kvinden blev tilbage efter hendes tvende Sønner og efter hendes Mand. Da gjorde hun sig rede, hun og hendes Sønners Hustruer, og vendte tilbage fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at  Herren havde besøgt sit Folk og givet dem Brød. Og hun gik ud fra det Sted, hvor hun havde været, og begge hendes Sønners Hustruer med hende, og de gik paa Vejen for at komme tilbage til Judas Land. Da sagde Noomi til begge sine Sønners Hustruer: Gaar hen, vender tilbage hver til sin Moders Hus;  Herren gøre Miskundhed imod eder, ligesom I have gjort imod de døde og imod mig!  Herren give eder, at I maa finde Rolighed hver i sin Mands Hus! Og hun kyssede dem, og de opløftede deres Røst og græd. 10 Og de sagde til hende: Vi ville vende tilbage med dig til dit Folk. 11 Da sagde Noomi: Vender tilbage, mine Døtre! hvorfor ville I gaa med mig? mon jeg har Børn ydermere i mit Liv, som kunne blive eders Mænd? 12 Vender tilbage, mine Døtre! gaar bort, thi jeg er for gammel til at faa en Mand; dersom jeg end sagde: Der er Forventelse for mig, ja, dersom jeg havde en Mand i denne Nat og endog fødte Sønner, 13 mon I skulde vente paa dem, indtil de bleve store? mon I skulde opholdes derefter, saa at I ikke skulde faa Mænd Nej, mine Døtre! thi det er mig saare bittert, mere end eder, at  Herrens Haand er udgangen over mig. 14 Da opløftede de deres Røst og græd ydermere; og Orpa kyssede sin Mands Moder, men Ruth hængte ved hende. 15 Da sagde hun: Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og til sin Gud; vend tilbage efter din Svigerinde! 16 Og Ruth sagde: Vær mig ikke imod, at jeg skulde forlade dig og vende tilbage fra dig; thi hvor du gaar hen, der vil jeg gaa hen, og hvor du bliver, om Natten, der vil jeg blive om Natten; dit Folk er mit Folk, og din Gud er min Gud. 17 Hvor du vil dø, der vil jeg dø, og der vil jeg begraves;  Herren gøre nu og fremdeles saa og saa imod mig, saa vist som Døden alene skal skille imellem dig og imellem mig. 18 Og der hun saa, at hun havde fast foresat sig at gaa med hende, da lod hun af at tale til hende derom. 19 Og de gik begge, indtil de kom til Bethlehem; og det skete, der de kom til Bethlehem, da kom den ganske Stad i Bevægelse over. dem, og de sagde: Er dette Noomi? 20 Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi, kalder mig Mara, thi den Almægtige har gjort det saare besk for mig. 21 Jeg gik bort med fulde Hænder, men  Herren har ført mig med tomme Hænder tilbage; hvi skulde I kalde mig Noomi, efterdi  Herren har vidnet imod mig, og den Almægtige handlet ilde med mig 22 Saa kom Noomi tilbage, og Ruth den moabitiske, hendes Sønnekone, var med hende, som kom tilbage af Moabiternes Land; og de kom til Bethlehem i Byghøstens Begyndelse.
Copyright information for Dan1871