‏ Esther 9

Der Tiden kommer, udrydde Jøderne mange Tusinde af deres Fjender og ihjelslaa Hamans ti Sønner og faa Frihed i Staden Susan til at gøre ligesaa den følgende Dag, 1-16; Jøderne holde Højtid paa den fjortende Dag i den tolvte Maaned, men de i Susan paa den femtende Dag, fordi de da havde faaet Ro for deres Fjender; den Dag kaldes Purims Højtid, 17-32.

1Og i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned, paa den trettende Dag i den, der Kongens Ord og hans Lov skulde til at fuldbyrdes, paa den Dag som Jødernes Fjender havde ventet at skulle herske over dem, og det vendte sig om, saa at Jøderne selv herskede over deres Hadere, 2da samledes Jøderne i deres Stæder i alle Kong Ahasverus's Landskaber for at lægge Haand paa dem, som søgte deres Ulykke; og ingen kunde bestaa for deres Ansigt, thi Frygt for dem var falden paa alle Folkene. 3Og alle Øverster i Landskaberne og Statholdere og Fyrster og Kongens Embedsmænd holdt med Jøderne; thi Frygt for Mardokaj var falden paa dem, 4fordi Mardokaj var stor i Kongens Hus, og hans Ry gik igennem alle Landskaberne; thi Manden Mardokaj vedblev at gaa frem i Magt. 5Saa sloge Jøderne alle deres Fjender med Sværdslag og Drab og Ødelæggelse, og de gjorde efter deres Tykke imod deres Hadere. 6Og i Borgen Susan ihjelsloge Jøderne og ødelagde fem Hundrede Mænd. 7Og Parsandatha og Dalfon og Aspatha, 8og Poratha og Adalja og Aridatha, 9og Parmastha og Arisaj og Aridaj og Vajesatha, 10ti Sønner af Haman, Ham-Medathas Søn, Jødernes Fjende sloge de ihjel; men de lagde ikke deres Haand paa Byttet. 11Paa den samme Dag kom de ihjelslagnes Tal i Borgen Susan for Kongen. 12Og Kongen sagde til Dronning Esther: Jøderne have ihjelslaget og ødelagt fem Hundrede Mænd og Hamans ti Sønner i Borgen Susan; hvad have de gjort i Kongens øvrige Landskaber? men hvad er din Bøn? og det skal gives dig, og hvad er ydermere din Begæring? og det skal ske. 13Og Esther sagde: Dersom det synes Kongen godt, da lad der ogsaa i Morgen gives Jøderne, som ere i Susan, Tilladelse til at gøre efter denne Dags Lov og at hænge Hamans ti Sønner paa Træet. 14Og Kongen befalede at gøre saa, og der blev givet en Lov i Susan, og de hængte Hamans ti Sønner. 15Og Jøderne, som vare i Susan, samledes ogsaa paa den fjortende Dag i Adar Maaned og ihjelsloge i Susan tre Hundrede Mænd; men de lagde ikke deres Haand paa Byttet. 16Men de øvrige Jøder, som vare i Kongens Landskaber, samledes og værgede for deres Liv og fik Ro for deres Fjender og ihjelsloge af deres Fjender fem og halvfjerdsindstyve Tusinde; men de lagde ikke deres Haand paa Byttet.

17Dette skete paa den trettende Dag i Adar Maaned, og de hvilede paa den fjortende i den og gjorde den til Gæstebuds- og Glædesdag. 18Men Jøderne, som vare i Susan, samledes paa den trettende i den og paa den fjortende i den; og de hvilede paa den femtende i den, og den gjorde de til Gæstebuds- og til Glædesdag. 19Derfor gjorde Jøderne paa Landet, de, som boede i de ubefæstede Stæder, den fjortende Dag i Adar Maaned til Gæstebuds- og Glædes- og Lystighedsdag og til en, paa hvilken den ene sender den anden Gaver. 20Og Mardokaj skrev disse Ting og sendte Breve til alle Jøderne, som vare i alle Kong Ahasverus's Landskaber, dem, som vare nær, og dem, som vare langt borte, 21om at fastsætte for dem, at de skulde gøre den fjortende Dag i Adar Maaned og den femtende Dag i den, Aar for Aar, 22som de Dage, paa hvilke Jøderne havde faaet Ro for deres Fjender, og den Maaned, som var bleven vendt for dem fra Bedrøvelse til Glæde og fra Sorg til Lystighedsdag: — At de skulde gøre samme til Gæstebuds- og Glædesdage, og at den ene skulde sende den anden Foræringer og Gaver til de fattige. 23Og Jøderne vedtoge at gøre det, som de havde begyndt, og som Mardokaj havde skrevet dem til. 24Thi Haman, Ham-Medathas Søn, Agagiten, alle Jøders Fjende, havde optænkt et Anslag imod Jøderne om at udrydde dem og havde ladet kaste Pur, det er Lod, for at ødelægge og udrydde dem. 25Og da det var kommet for Kongens Ansigt, havde han ladet sige ved Brevet, at hans onde Anslag, som han havde optænkt imod Jøderne, skulde komme tilbage paa hans Hoved; og de hængte ham og hans Sønner paa Træet. 26Derfor kaldte man de samme Dage Purim, efter Ordet Pur, for den Sags Skyld, for alle dette Brevs Ord, og hvad de derhos havde set, og hvad der var kommet over dem. 27Jøderne stadfæstede og vedtoge det for sig og for deres Sæd og for alle dem, som sluttede sig til dem, som noget, ingen maatte overtræde, at de skulde holde disse to Dage efter deres Forskrift og deres bestemte Tid, Aar for Aar; 28og at de Dage skulde blive ihukommede og holdte af enhver Slægt, al enhver Familie, hvert Landskab og hver Stad; og at disse Purims Dage ikke skulde forsømmes iblandt Jøderne, og deres Ihukommelse ikke ophøre for deres Sæd. 29Og Dronning Esther, Abihajls Datter, og Jøden Mardokaj skreve eftertrykkeligt for at stadfæste dette andet Brev om Purim. 30Og han sendte Breve til alle Jøderne, til hundrede og syv og tyve Landskaber i Ahasverus's Rige med Fred og Sandheds Ord 31til at stadfæste disse Purims Dage paa deres bestemte Tider, ligesom Jøden Mardokaj og Dronning Esther havde stadfæstet for dem, og ligesom de havde stadfæstet for sig selv og for deres Sæd angaaende Fasten og Veklagen. 32Og Esthers Ord stadfæstede disse Forskrifter om Purim; og det er skrevet i Bogen.