Job 22
Elifas taler om, at Gud har ingen Gavn af Jobs Fromhed, ej heller Frygt for ham eller for noget Menneske, 1-4; beskylder ham for alle Haande Synder og mener, at det derfor nu gik ham saa ilde, 5-14; foreholder ham, at Gud alle Tider havde saa handlet med de ugudelige, men ikke med de gudfrygtige, 15-20; formaner ham til Omvendelse, saa skulde det igen gaa ham vel i alle Maader, 21-30.
1Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde: 2Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig. 3Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine Veje fuldkomne? 4Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig? 5Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger? 6Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne. 7Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød. 8Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var anset, boede deri. 9Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes. 10Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig. 11Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig? 12Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje! 13Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket? 14Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds. 15Vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa, 16de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm; 17de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem. 18Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig. 19De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem: 20„Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed‟. 21Kære, hold dig til ham ▼▼Gud.
, og hav saa Fred! deraf skal komme godt til dig. 22Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte! 23Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte. 24Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene: 25Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv. 26Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud. 27Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter. 28Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje. 29Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned. 30Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.
Copyright information for
DaOT1871NT1907