‏ 1 Corinthians 10

At aarvaagen og alvorlig Kamp imod det onde er nødvendig, hvis de skulle naa deres Maal, beviser det advarende Eksempel fra Israeliternes Ørkenvandring, 1-13. I Afgudsdyrkelsen bør de ingen Delagtighed have, men som Gæster ved Herrens Bord holde sig borte fra Offermaaltider for Afguder, 14-22. Deres kristelige Frihed bør lade sig begrænse for ikke at forarge nogen. Kød, der købes i Slagterbod, kunne de roligt spise. Men ved et Gæstebud i en Hednings Hjem maa de vogte sig for at saare en skrøbelig Broders Samvittighed. De skulle i disse Ting efterfølge Paulus's eget Eksempel, 23-Kap. 11, 1.

1Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet 2og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet 3og spiste alle den samme aandelige Mad 4og drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af en aandelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus. 5Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve slagne ned i Ørkenen. 6Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke skulle begære, hvad ondt er, saaledes som hine begærede. 7Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er skrevet: „Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode op at lege.‟ 8Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve Utugt, og der faldt paa een Dag tre og tyve Tusinde. 9Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger. 10Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Ødelæggeren. 11Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen. 12Derfor den, som tykkes at staa, se til, at han ikke falder! 13Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder, og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe ogsaa Udgangen af den, for at I maa kunne udholde den.

14Derfor, mine elskede, flyr fra Afgudsdyrkelsen! 15Jeg taler som til forstandige; dømmer selv, hvad jeg siger. 16Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme? 17Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi faa alle Del i det ene Brød. 18Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret? 19Hvad siger jeg da? At Afgudsofferkød er noget? eller at en Afgud er noget? 20Nej! men hvad Hedningerne ofre, ofre de til onde Aander og ikke til Gud; men jeg vil ikke, at I skulle faa Samfund med de onde Aander. 21I kunne ikke drikke Herrens Kalk og onde Aanders Kalk; I kunne ikke være delagtige i Herrens Bord og i onde Aanders Bord. 22Eller skulle vi vække Herrens Nidkærhed? Mon vi ere stærkere end han?

23Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men ikke alt opbygger. 24Ingen søge sit eget, men Næstens! 25Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn; 26thi Herrens er Jorden og dens Fylde. 27Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gaa derhen, da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn. 28Men dersom nogen siger til eder: „Dette er Offerkød,‟ da lad være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for Samvittighedens Skyld. 29Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed? 30Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde for det, som jeg takker for? 31Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da gører alt til Guds Ære! 32Værer uden Anstød baade for Jøder og Grækere og for Guds Menighed, 33ligesom ogsaa jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de kunne frelses.