‏ Psalms 22

1Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.

2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. 3Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile. 4Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange. 5Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; 6de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme. 7Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe; 8alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet: 9»Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«

10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; 11paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. 12Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! 13Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig, 14spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver. 15Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig; 16min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv. 17Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder, 18jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig. 19Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod. 20Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp! 21Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold! 22Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: 24»I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt! 25Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!« 26Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme; 27de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt! 28Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn; 29thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker. 30De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live. 31Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

Copyright information for DaOT1931NT1907